I Uganda bor der en mand. Han hedder Joseph Kony, og før i dag have jeg aldrig hørt om ham. Det har jeg nu, og det er jeg både ked af og glad for.
Ked af, fordi han ikke er noget rart bekendtskab. Han har i mere end 20 år stået bag titusindvis af mord, nedbrændinger af landsbyer og lemlæstelser og voldtægter af såvel børn som voksne i Uganda, sammen med sin oprørsbevægelse Lord's Resistance Army (LRA).
Han har været eftersøgt af FN’s Menneskerettighedsdomtol siden 2005, men det er endnu ikke lykkedes at pågribe manden.
En af grundene til det er, at han ikke er kendt. Og når han ikke er kendt, er der ingen der "gider" prioritere at sætte tid, kræfter og penge ind på at finde og fange ham.
Og her kommer vi så til grunden til, at jeg er glad for nu at kende hans navn. For det er fuldstændig uhyrligt at manden stadig er på fri fod og fortsætter sine forbrydelser. Men jo flere der kender til ham, og ønsker at der sættes en stopper for ham, jo sværere bliver det for verdenssamfundet at ignorere.
Hvis du vil vide mere, er der efterhånden masser af artikler og hjemmesider om ham. Der hvor det hele startede er på hjemmesiden Kony2012, som organisationen Invisible Children står bag. Der er delte meninger om organisationen, men man kommer ikke uden om at de har lavet en særdeles effektiv kampagne - bare se deres film, som er set over 24 millioner gange (ja, den er lang, men den er værd at bruge en halv time på).
Og lige meget hvem der står bag kampagnen, så kan der ikke være mange der er uenige i formålet, som er "at gøre Joseph Kony kendt, ikke for at fejre ham, men for at øge støtten til hans arrestation og skabe præcedens for international retfærdighed".
Nu kender du også Joseph Konys navn. Hvad vil du gøre med den viden?
Mens vi venter på at Kony bliver fanget (eller bare at nogen sætter kræfterne ind på at lede efter ham), kan vi glæde os over at nogen er i gang med at "rydde op" efter ham. Ungdommens Røde Kors (og sikkert/forhåbentlig også andre organisationer) arbejder i Uganda med at give en meningsfuld tilværelse for den generation af børn, der er vokset op med vold og ødelæggelse og deraf har fået voldsomme ar på sjælen.
Læs Landsf,ormand Mads Espersens indlæg her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar