tirsdag den 10. april 2012
Imponerende!
I påsken var vi i Randers for at besøge familien. Når vi nu var der, skulle vi en tur i Regnskoven, hvor vi har årskort.
Da vi kommer ind på parkeringspladsen og finder en ledig bås, kigger Storepigen over på bilen ved siden af og siger "Liva bil". (Liva er bedsteveninden fra dagplejen).
Bilen var en sølvgrå familiebil med en Disney-solafskærmning i den ene rude. Chancen for at Liva skulle være kommet fra Viborg til Randers lige præcis i dag, lige præcis samtidig med os og holde lige præcis ved siden af os var ærlig talt ikke ret stor, så vi sagde "ja, det ligner Livas bil, men det er det ikke."
Men da vi havde fået alle ud af bilen, havde samlet det vi skulle have med ind i Regnskoven og var nået 20 meter hen ad parkeringspladsen, mødte vi... Liva og hendes mor. De var på vej tilbage til deres bil, fordi de havde glemt noget. Deres bil, som holdt lige ved siden af vores.
Vi var mildest talt ret imponerede over Storepigen, og tænker os vist lige om en ekstra gang, før vi fejer hende af på den måde en anden gang!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar