Julie vågnede meget tidligt i morges. Halv seks. Hun havde til gengæld sovet hele natten, så hun var lovlig undskyldt, synes jeg. Det ændrer dog ikke på, at jeg stadig var ret træt.
Så da hun havde fået mad, og begyndte at klø sig i øjnene og trille om på siden, regnede jeg med at hun ville falde i søvn her i sengen ved siden af mig, som hun har gjort før.
Og det var i hvert fald hvad jeg gjorde; faldt i søvn. I cirka ti minutter, indtil jeg blev vækket af et stort BUMP, efterfuldt af høj gråd.
Hun var nemlig trillet rundt. Og rundt. Og rundt. Indtil der ikke var mere seng at trillle på, og så trillede hun ud over kanten.
Jeg fik hurtigt samlet hende op (utroligt hvad en pludselig puls på 140 kan gøre), og hun var overraskende nem at trøste. Det var heller ikke umiddelbart til at se nogle buler eller mærker, så jeg tror hun (og jeg) er sluppet med forskrækkelsen. Den var til gengæld stor!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar