Så er det lige før

Om godt to timer er det præcis et år siden, at mine fødselspinsler var ovre, og en lille krøllet, rød og rynket Julie kom til verden (kl. 00.09).

Jeg var først og fremmest overrasket over, at hun var en pige.
Dernæst var jeg vildt forundret over det lille væsen, der nu lå og var så fin og sårbar i mine arme (nej, jeg ved godt det ikke var første gang jeg prøvede det der "fødsel", men med Marie var jeg så dopet på lattergas, at jeg ikke fattede en meter før et par timer senere).
Og så var jeg træt.
Overraskelsen forsvandt ret hurtigt. Det lille, fine og sårbare er hun vokset ret godt fra, så der er ikke længere så meget at være forundret over (lige i dén sammenhæng). Til gengæld er trætheden her stadig.

Gad egentlig hellere være udhvilet og forundret, hvis jeg selv skulle vælge, men det skulle jeg åbenbart ikke.