tirsdag den 15. maj 2012

Tour de gamle damer

I weekenden har Manden været ude og drikke øl og fortælle røverhistorier med en masse gamle soldater-kolleger, og derfor har pigerne og jeg været overladt i hinandens varetægt.


Da vi skulle have dagene til at gå med noget, og det var længe siden vi havde besøgt pigernes oldemødre, lå det jo lige til højrebenet; vi skulle på besøg hos de to gamle damer.


Storepigen er ved at have ret godt styr på familiemedlemmer, ifht. titler og navne, men det med at have to oldemødre, det er altså lidt kringlet. Der er Oldemor Nina og Oldemor Edel, men hvem af dem er det så der hedder "n'anden oldemor" (den anden oldemor)?


Nå, i hvert fald fik vi besøgt Oldemor Edel fredag. Storepigen bed mærke i ting som at der blev serveret kage. Og te. Og hun sad på en voksenstol. Og legede med en dukke (eller rettere; med dukkens sutteflaske). Og så fik hun lavet en fin (og ret stor) tegning i gæstebogen. En tegning af "blå og lilla og krå (grå)", fortalte hun selv.


Lørdag skulle vi besøge Oldemor Nina. Her var højdepunkterne for Storepigen, at der blev serveret kaffe (fortyndet til ukendelighed med vand og Lillepigens modermælkserstatning, men det var KAFFE). Og småkager. Og hun fik lov at spise Lillepigens frugtmos-levninger. Og allerbedst; at hun spillede bold med Oldemor i en halv time og havde en kæmpe fest.

Oldemor-besøg set med en to-årigs øjne er bare anderledes, men bestemt ikke ringere end hvordan vi andre ser dem.



...og Lillepigen? Hun var mest interesseret i de gamle damers briller, og om hun mon kunne få lov at smage på dem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar