torsdag den 31. marts 2011

Et skridt frem og to tilbage

Sådan har jeg det med min opgave lige nu.

Jeg var ellers så glad efter min første vejledning, for det jeg havde lavet indtil videre var ganske fint, nu skulle der bare bygges mere på.
Jeg hørte så nok det jeg gerne ville høre, og fortsatte bare med at bygge mere af det samme på, hvor mine vejledere havde ment (og sagt), at jeg skulle bygge lidt andre/nye ting på i stedet.

Så til anden vejledning forleden måtte vi sammen konstatere, at jeg havde bevæget mig for langt ud af et sidespor. Og ja, når man får at vide "Du skal nok lige læse bachelor-folderen igen, så du kan se hvad det egentlig er en bachelor-opgave skal indeholde," så er man på afveje.

Det værste (eller måske bedste?) var, at jeg jo sagtens kunne se at de havde ret, men det havde bare været mere overskueligt at fortsætte i samme spor som tidligere, frem for at tage hul på noget helt nyt.
Derfor måtte jeg i går sætte mig og gen-tænke og -overveje hele opgavens formål, struktur osv., og med udgangspunkt i min nye indholdsfortegnelse bevæger jeg mig nu afsted i den nye retning. Hvis jeg altså bare kan tage mig sammen til at komme i gang. For jeg mangler dæleme meget, og det kræver en stor del læsning før jeg kan skrive noget klogt om det jeg skal, så jeg er gået en lille smule i baglås over arbejdspres og tidspres.
Men det hjælper jo helt sikkert at blogge om det. Eller noget...

onsdag den 30. marts 2011

Trods alt...

Dette skilt gang bag ved mig i går, da jeg sad inde på seminariet og arbejdede.
Og jeg er da glad for, at branddøren godt må bruges i tilfælde af brand. Tak, brandmyndigheder.

tirsdag den 29. marts 2011

God timing

Forside-historien på dagens Urban i dag.
I artiklen kan man læse, at "30'erne er blevet det perfekte årti." Og det er da skønt, når det netop er dét hjørne jeg runder næste gang.

mandag den 28. marts 2011

Temafest II

Så er det på lørdag vi skal til temafest, og mit kostume er ved at tage form.
Det bliver helt fantastisk, og jeg tager sten-sikkert præmien for bedste udklædning.

søndag den 27. marts 2011

Politisk korrekt slik

Man skal tale pænt. Og selvfølgelig går det ikke, hvis man så alligevel ikke kan tale pænt når man skal bede om noget slik.
Så nyeste (i hvert fald i min verden) påfund i klassen af kedeligt, politisk korrekt slik, er naturligvis "Hold mund-bolcher". Den lader vi lige stå lidt...

fredag den 25. marts 2011

Hvornår bliver man voksen?

Det har jeg overvejet mange gange, men har ikke helt fundet et bedre svar end "når man føler sig voksen" - og det siger jo egentlig ikke ret meget.
Til gengæld har jeg også erfaret, at der er forskel på hvornår man selv føler sig voksen, og hvornår andre synes man er det. Især hvis "andre" er nogen under 18 år. Så er man voksen længe før man selv føler sig voksen.

I dag ramte voksen-følelsen mig alligevel da jeg sad til et meget fornuftigt og seriøst møde nede i banken, som vi er ved at skifte over til.
Vi får hver en lønkonto med Visa-Dankort inkl. kassekredit på 20.000 (hver!) OG enten et Mastercard eller American Express-card, også med 20.000 i kredit på (hver!). Det er 80.000 kroner der hænger og svæver som et muligt forbrug hver eneste måned - og det er eddermame skræmmende!
Den voksne følelse kom, da jeg godt selv vidste at det er en dårlig idé for os at have SÅ meget kredit i lommen. Til gengæld blev jeg også glad da jeg fandt ud af, at på kreditkortene trækkes hele beløbet retur den 1. hver måned. Det er altså ikke noget med at betale i rater og aldrig rigtig ramme det famøse 0 igen. Nix, hver den 1. hiver de alt hjem, hvad man skylder dem.
Og det kan jeg meget bedre arbejde med end afbetalings-metoden. Så lidt voksen er jeg måske alligevel?

torsdag den 24. marts 2011

Hvad hjertet er fuld af...?

Du kender det garanteret godt; der er nogle ord der ligger i fingrene, så de skriver sig selv når du kommer i nærheden af et tastatur?
Det betyder f.eks., at jeg ikke kan skrive "ghettognu" (mit brugernavn stort set alle steder) uden at mine fingre bagefter automatisk vil skrive min login-kode til min mail (og et par andre steder - ja, jeg er en af de ikke så kloge, der bruger samme kode flere steder).

Nogle gange er det lidt sjovt hvad mine fingre skriver, når jeg tror jeg skal skrive noget andet. Men for det meste er det jo fordi de mest brugte ord står på spring for at komme ud, frem for de ord jeg ikke bruger så meget.
I dag blev jeg nu alligevel overrasket (og lidt chokeret). Jeg var ved at skrive noget med "eksamen", men ud af mine fingre kom ordet "eksmand". Hvor dælen kom dét fra?

Lykken er...

...at kravle rundt på sin mor, mens man holder godt fast på yndlingslegetøjet; en plasticske.

onsdag den 23. marts 2011

Det måtte jo ske

Med de mængder te der bliver drukket her i huset (ikke mindst, mens hun stadig var hundrede procent i mine lasters vold, da jeg var gravid med hende), er det vel ikke så mærkeligt at hun viser interesse for det.
Men havde alligevel ikke regnet med at hun ville kaste sig så frådende over min lunkne te-rest, som hun gjorde i går.

Mine damer og herrer. Vi har fået endnu en te-drikker iblandt os.

tirsdag den 22. marts 2011

Kan man sætte en prop i?

Jeg undskylder på forhånd til jer, der ikke har (små) børn. Det her indlæg handler nemlig om det der binder alle småbørnsforældre sammen; Lort.

Vi kan tale om konsistent, farve, lugt og hyppighed, som I andre (og vi - før i tiden) taler om... ja, hvad talte vi egentlig om før emnet blev lort?

Nå, men det er jo ganske naturligt, at når der kommer noget ind, skal der også noget ud. Barnet har, efter længe af have leveret fire lortebleer om dagen, fundet et godt niveau med 1-2 bleer om dagen (hun kommer af med det hun skal, og vi andre er ikke ved at drukne i lortebleer).

Men hvad dælen sker der så for, at jeg her til formiddag - i et cirka fire timers interval mellem "stå op" og middagslur har skiftet tre(!) lortebleer?!?

Hvis nogen kender til sådan en prop, så man kan "gemme" i hvert fald den ene lorteble til om eftermiddagen, når vi er to voksne hjemme, så sig lige til, ikke?

mandag den 21. marts 2011

Meals on wheels

Når man har en dag, hvor middagsluren ligger lidt sent - og Barnet så oven i hatten sover i længere tid end hun plejer - så kan man ikke nå at få frokost før man skal afsted til svømning.

Men så er det jo godt, at der er en lille tur med metroen, hvor man kan nå at få lidt mad. Og så nåede vi det hele alligevel.

fredag den 18. marts 2011

Hvad bruden ikke ved

Jeg har lige set reklamen for de nye afsnit af "Hvad bruden ikke ved", og har set glimt at nogle skuffede, sure og kedeaf-det brude.
men helt ærligt - hvad havde de kvinder forventet? De melder sig til et program der hedder "Hvad bruden ikke ved". De har tilsyneladende set første sæson af programmet, siden det har været nødvendigt at ændre spillereglerne. Og alligevel "tør" de sætte deres bryllupsdag på spil på den måde, selvom det tydeligvis betyder ret meget for dem, at de får tingene som de gerne vil have dem.
Det er da bare enten for dumt eller naivt.

...Og så er der lige hende der, som - undskyld mig - sgu lidt har fortjent det. Hun sidder og taler med sin kommende mand om brylluppet og spørger om han har nogle idéer til et tema. Da han siger nej, siger hun "jeg tænker prinsesse-tema". Arhmen, helt ærligt. Hvem pokker vil giftes med en mand, der vil være med til et bryllup med prinsesse-tema? Lige i dét tilfælde synes jeg faktisk det er helt skønt, at han ikke må opfylde de ønsker hun har.

torsdag den 17. marts 2011

Traktor-invasion

I går indtog hundrevis af landmænd København for at vise deres utilfredshed med de miljø-love og -afgifter, som folketinget har vedtaget.

Med sig medbragte de hver deres traktor, for ligesom at vise at de mente det alvorligt, og så pølser og æblemost for at "komme i dialog med københavnerne".

Jeg kan godt forstå man bliver nødt til at sige til, når man føler sig uretfærdigt behandlet og - i fleres tilfælde - truet på ens levebrød.

Men jeg kan alligevel ikke lade være med at synes, at det er grundlæggende usympatisk at protestere imod miljøhensyn.

onsdag den 16. marts 2011

(For-)tabt

Langt nede under risten ved Frederiksberg metrostation ligger der en
(for-)tabt mobiltelefon.

Dét er ne'eren! (Og det havde det dæleme også været, hvis jeg havde tabt min telefon da jeg ville tage dette billede. Jeg holdt krampagtigt fast i den indtil den var sikkert nede i min jakkelomme igen.)

tirsdag den 15. marts 2011

Glad for kiks?

Er man ikke liiige lovlig glad for kiks, når man ikke engang overvejer at tage den ud at munden, mens man hoster?
Eller også er hun bare stædig, Barnet.

mandag den 14. marts 2011

Cykeltur

Vores kære, fantastiske christianiacykel har en søvndyssende virkning på Barnet.
I dag har hun været ude og køre en tur med sin far, og efter cirka 20 minutters cykeltur var resultatet dette. Hun sov som en sten. :-) Bare synd, at cykelturen ikke var længere.

lørdag den 12. marts 2011

Stille lørdag

Barnet vågnede i nat lidt i fire. Hun faldt heldigvis ret hurtigt i søvn igen, men jeg kunne ikke. Da jeg havde prøvet i en time, gik jeg ind i stuen for at læse i min (hygge-)bog.
Lige da roen var ved at sænke sig, blev jeg revet brutalt ind i vågen tilstand ved lyden af Barnet der kastede op. Ind i soveværelset og hjælpe til, og så kom Barnet over i den bræk-frie seng hos os. En halv time senere var den ikke brækfri længere, men der var heldigvis ikke kommet mere, end at man kunne lægge et håndklæde mellem bræk og Barn og lade hende falde i søvn igen.
Hun vågnede lidt i otte, og inden da var det lykkedes mig at sove cirka en halv time siden klokken fire.

Efter tre skefulde morgengrød kastede hun op igen, og så stod det vist klar for alle, at der var dømt stille-dag i dag. Så vi har hygget, nusser, sovet og puttet alt hvad vi kan, og selvom hun er blevet lidt varm og lidt mere pjevset, så er hun jo stadig sød og dejlig. Og i glimt er der også blevet grinet lidt.

Jeg håber at vi kan få en (hel) god nats søvn, så vi alle sammen er friske i morgen.

fredag den 11. marts 2011

Logik?

Måske er det bare mig, men er det ikke lidt dumt at sætte cykelstativer op, hvis det er forbudt at parkere der?

torsdag den 10. marts 2011

Socialt bevidst Barn

Indoktrinering kan aldrig begynde for tidligt, så herhjemme er Barnet naturligvis udstyret med en af de smarte heldragter fra Ungdommens Røde Kors.
Det manglede da bare, når det var på en af deres ferielejre, hendes forældre mødte hinanden. Og når hun i øvrigt skal afsted på sin første lejr til sommer.

onsdag den 9. marts 2011

Cykel-løb, kend din plads!

Er det bare mig, eller er cykel-løb ikke noget der hører sommeren til, så vi andre kan smide os udenfor i solen med en god bog mens sporten farer forbi på tv-skærmen indenfor?

Det troede jeg i hvert fald, men nogen har da fået det galt i halsen, for nu er der IGEN cyklende mænd i flok på TV2, hvor der i stedet burde være Beverly Hills. (Og ikke et ord om, at det er 27. genudsendelse af Beverly de er i gang med. Det er slet ikke dét, det handler om!)

Husmodertricks

Der er masser af fif til, hvordan man kan fjerne pletter, kalk og rense alverdens ting med eddike, A38, og opvaskemiddel.

Det er jo altid skønt at lære nye tricks, men jeg har alligevel aldrig set nogen blive så glade, som Bree i dagens afsnit af Desperate Housewives (de gamle, der genudsendes på Zulu).
Hun er lige blevet forlovet med Orson, men vil ikke gå i seng med ham før de er gift. Men da han fortæller hende om et trick til at få vinglassene til at se fantastiske ud (jeg kan selvfølgelig ikke huske det) + et par andre fif hun ikke kendte til (hvilket jo i sig selv er uhørt, når man er Bree), finder hun ham så uimodståelig, at hun ikke kan holde sig tilbage længere. Det ender så i øvrigt med, at hun får sin første orgasme.
Og det er da i grunden i så dumt; Nye husmodertricks OG en orgasme. Så har det været en god dag.

tirsdag den 8. marts 2011

Sundhed er relativt

Måtte lige kigge en ekstra gang da jeg så den stege-margarine jeg lige har købt.
Den er nøglehulsmærket?!? Nøglehullet, der skulle betyde at man står med et sundt produkt i hænderne? Og så kan de komme med deres omega 3 alt det de vil. Stegemargarine er altså ikke sundt!

mandag den 7. marts 2011

Temafest

Vi skal til udklædningsfest. Alle tre. Temaet er "himlen", så der er jo rimelig frit slag. Og det var også ret nemt at finde på Barnets udklædning. Jeg har nemlig længe været lidt hemmeligt forelsket i fe-vingerne fra H&M, og sammen med et lille tylskørt er hun jo en skøn lille alf.

Men jeg kan simpelthen ikke komme på hvad jeg selv skal klædes ud som. Det skal være noget rimelig simpelt, så jeg stadig kan bevæge mig frit og slæbe rundt på Barnet når det bliver nødvendigt. Har overvejet at være en fugl, pilot, en sky, en stjernehimmel (sort tøj med en masse stjerner syet på), og i dag fik jeg den tossede idé at klæde mig ud som Lucy fra "I Love Lucy", tilføje en masse diamanter, og så kunne jeg være "Lucy in the sky with diamonds". Men tror ikke der er andre end mig der fatter den...
Godt jeg har et par uger at løbe på endnu.

fredag den 4. marts 2011

Hjemmearbejdsplads, go home!

Ja, det giver jo nok sig selv at en hjemmearbejdsplads hører til i hjemmet, for ellers ville det jo ikke være... Nå, det var jo slet ikke dét, der var pointen.

Pointen er, at jeg har fået mig en ude-arbejdsplads. En helt fantastisk en af slagsen, hvor jeg kan sidde uforstyrret (der kommer hverken børn, andre studerende eller andet skidt-folk), der er et bord med plads til masser af bøger, toilet kun til mig, adgang til køkken med elkedel og andet skønt, og det hele ligger i gå-afstand fra mit hjem. Så bliver det vist ikke bedre?

Jeg har nemlig fået lov til at låne et vennepars lejlighed i dagtimerne. "Vi er jo alligevel på arbejde", som de sagde, og så fik jeg en nøgle så jeg kan sidde og arbejde herovre de dage hvor Manden er hjemme og kan passe Barnet.
Det er FANTASTISK! Selvom jeg kom lidt sent herover i dag og har siddet og lavet overspringshandliger i en times tid, har jeg alligevel fået lavet mere end nogen andre dage indtil nu. Og jeg har stadigvæk 3-4 timer foran mig, før jeg skal til at pakke sammen.
I love it!!!

torsdag den 3. marts 2011

Tålmodighed er... en nødvendighed

Barnet lærte at gå for en måneds tid siden, men det har været småt med gåturene udendørs, selvom hun har fået de fineste små lilla Ecco-støvler.
Så i dag, da vi skulle have postet et fødselsdagskort, droppede vi klapvogn og travlhed og gik til postkassen.

Turen er på omkring 200 meter hver vej, og jeg havde egentlig ikke regnet med at hun kunne (ville) gå hele vejen frem og tilbage. Men bortset fra de to gange vi skulle krydse vejen, hvor jeg bar hende, gik hun hele vejen.

Vi holdt en del pauser for at se på folk, biler og cykler vi kom forbi, og engang imellem gik hun en lidt anden retning end jeg havde tænkt mig. Men hun gik hele vejen selv. Seje tøs!
Til gengæld gik det ikke ret hurtigt. Hendes benlængde taget i betragtning, er det jo ikke mærkeligt, men jeg var alligevel overrasket over, at turen frem og tilbage havde taget omkring en halv time. For 400 meter! Godt vi ikke havde travlt. :-)

Kaj og Andrea vs. reklamer

Barnet har alle dage været glad for fjernsynet. I starten bare på grund af lyset og lyden, men siden på grund af billederne der bevæger sig og letgenkendeligt jingles (f.eks. intro'en til nyheder, reklamer, tv-serier osv.)

For tiden er det allerbedste at se reklamer. Hun kan gå fuldstændig i stå i sin leg, og slet ikke være til at komme i kontakt med, når der kører en reklameblok. Lidt skræmmende, faktisk.
Jeg har lidt skidt samvittighed over, at hun ser så meget fjernsyn, for tit kører det bare i baggrunden herhjemme. Og det fjernsyn hun ser, er ikke ligefrem beregnet til børn (ikke at hun ser mord osv., det er bare voksen-tv det meste)

Men hurra, hun sidder lige nu og leger og følger (lidt) med i..... Kaj og Andrea. Og hun ser ud til at det er vildt spændende. Måske er der håb for, at hun ikke (længere) er en reklame-junkie, når hun bliver gammel nok til at vide at man kan købe de ting de reklamerer for.

onsdag den 2. marts 2011

Miraklernes tid, dag 2

Uh, jeg var spændt i dag. Om det der "miraklernes tid" bare var en døgnflue, eller vi kunne gentage succesen.

Derfor blev jeg ret skuffet, da Barnet vågnede efter kun 45 minutter. Heldigvis lykkedes det mig at få hende til at falde i søvn igen, og så sov hun sgu lige en god time mere. Hurra!

Så jeg har, også i dag, fået lavet noget konstruktivt på min opgave, så nu har jeg sky-høje forventninger til i morgen. Mon jeg får lavet opgaven færdig der? :-)

tirsdag den 1. marts 2011

Miraklernes tid

Er ikke forbi. Faktisk håber jeg, at den lige er begyndt i dag.

Barnet sov lidt over to timer til middag i dag! (indsæt selv hurra-råb, jubel og overgearet hvinen)
Det betød, at jeg rent faktisk fik tid til at samle mig om min opgave (flere hurra-råb) OG jeg har i dag rent faktisk fået skrevet noget på opgaven. For første gang nogensinde. Overhovedet. (her er der plads til måben, klapsalver og at samle kæben op igen)

Jeg håber, håber, HÅBER at det kan gentage sig nogle gange det næste stykke tid, så jeg ikke skal sidde helt op til deadline og håbe at opgaven skriver sig selv mens jeg underholder barnet.

Frisør-forsøg

Denne gang var det ikke mig, men Barnet, der trængte til en klipning.
Hun har stadig kun det fine, tynde babyhår, men det var altså vokset en del, og især over ørerne så det mildest talt ikke særlig fikst ud.

Egentlig synes jeg ikke det skulle klippes, så længe det ikke generede hende, men den opfattelse stod jeg lidt alene med her i weekenden. Så på kraftig opfordring fra Manden og Mormoderen måtte jeg have gang i saksen i går.
Jeg fik studset håret over ørerne, og klippede også håret i nakken, så det ikke skulle blive en begyndende bundesliga-frisure.

Og resultatet? Det er lidt ujævnt og jeg gik vist lige lovlig meget til den i nakken. Men det oprindelige mål er opnået; der er ikke hår ned over ørerne mere, og der er ikke skyggen af bundesliga-hår. Så i bund og grund er jeg tilfreds. Men jeg er nu alligevel glad for, at det vokser ud igen.