Til gengæld har jeg også erfaret, at der er forskel på hvornår man selv føler sig voksen, og hvornår andre synes man er det. Især hvis "andre" er nogen under 18 år. Så er man voksen længe før man selv føler sig voksen.
I dag ramte voksen-følelsen mig alligevel da jeg sad til et meget fornuftigt og seriøst møde nede i banken, som vi er ved at skifte over til.
Vi får hver en lønkonto med Visa-Dankort inkl. kassekredit på 20.000 (hver!) OG enten et Mastercard eller American Express-card, også med 20.000 i kredit på (hver!). Det er 80.000 kroner der hænger og svæver som et muligt forbrug hver eneste måned - og det er eddermame skræmmende!
Den voksne følelse kom, da jeg godt selv vidste at det er en dårlig idé for os at have SÅ meget kredit i lommen. Til gengæld blev jeg også glad da jeg fandt ud af, at på kreditkortene trækkes hele beløbet retur den 1. hver måned. Det er altså ikke noget med at betale i rater og aldrig rigtig ramme det famøse 0 igen. Nix, hver den 1. hiver de alt hjem, hvad man skylder dem.
Og det kan jeg meget bedre arbejde med end afbetalings-metoden. Så lidt voksen er jeg måske alligevel?
Tja, det er noget underligt noget, den der voksen-følelse. Når jeg ser på mig selv udefra, ligner jeg en voksen: midt i 35'erne, enlig mor til to, ok karriere, bil, pensionsordning, Master Card Gold (det var en billigste rejseforsikring, jeg kunne få!) - men jeg bliver også lidt skræmt, for jeg føler mig slet ikke så voksen! Gad vide om man nogensinde når der til...
SvarSlet