Jeg var ellers så glad efter min første vejledning, for det jeg havde lavet indtil videre var ganske fint, nu skulle der bare bygges mere på.
Jeg hørte så nok det jeg gerne ville høre, og fortsatte bare med at bygge mere af det samme på, hvor mine vejledere havde ment (og sagt), at jeg skulle bygge lidt andre/nye ting på i stedet.
Så til anden vejledning forleden måtte vi sammen konstatere, at jeg havde bevæget mig for langt ud af et sidespor. Og ja, når man får at vide "Du skal nok lige læse bachelor-folderen igen, så du kan se hvad det egentlig er en bachelor-opgave skal indeholde," så er man på afveje.
Det værste (eller måske bedste?) var, at jeg jo sagtens kunne se at de havde ret, men det havde bare været mere overskueligt at fortsætte i samme spor som tidligere, frem for at tage hul på noget helt nyt.
Derfor måtte jeg i går sætte mig og gen-tænke og -overveje hele opgavens formål, struktur osv., og med udgangspunkt i min nye indholdsfortegnelse bevæger jeg mig nu afsted i den nye retning. Hvis jeg altså bare kan tage mig sammen til at komme i gang. For jeg mangler dæleme meget, og det kræver en stor del læsning før jeg kan skrive noget klogt om det jeg skal, så jeg er gået en lille smule i baglås over arbejdspres og tidspres.
Men det hjælper jo helt sikkert at blogge om det. Eller noget...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar