torsdag den 22. december 2011

Ordspurten

Storepigen, der nærmer sig to år, har fart på sproget for tiden (som jeg også nævnte i mit sidste indlæg).
Det er simpelthen så skægt og fascinerende at følge med i, hvilke ord hun lærer, og hvordan hun udtaler og bruger dem. Lige nu er yndlingsordene "lulemand" (gæt selv) og "kopper" (helikopter). I næste uge er det garanteret nogle helt andre. Det er dét, der er det fede ved det!

onsdag den 21. december 2011

Glædelig jul!

Det er ikke blevet til så meget bloggeri her på det sidste, men jeg kan da lige hilse og sige, at vi har det godt.

Lillepigen er ikke så lille mere, og sover nu rimelig godt om natten, så begrebet "nattesøvn" er ikke så fjernt længere. Og Storepigen er, trods nogle brok-seancer ind imellem, et fantastisk glad barn. Og så er hun i fuld gang med at lære nye ord, så der kommer nye til hver dag.

Julestemningen er også ved at indfinde sig, og så skal det jo nok gå alt sammen.

mandag den 28. november 2011

Det der med søvn - altså barnets

Lillepigen har sovet eksemplarisk i dag. Formiddagslur og eftermiddagslur, begge på omkring tre timer, og begge gange blev hun bare lagt ud i barnevognen, og bum - så sov hun.

Men når man så ved, at sådan kan det også være, det med søvnen, så er det lidt ekstra irriterende at rende i pendulfart til soveværelset, fordi hun græder/grynter/brokker sig/skriger med max 7 minutters mellemrum.
Og lige nu står min te og bliver kold nede i stuen...

torsdag den 24. november 2011

Er her endnu!

Ammer bare hele tiden, og er ikke så god til at blogge med én hånd...

onsdag den 16. november 2011

Opfølgning på græs-enke

Jeg skylder vist en opdatering på, hvordan det gik at være alene med begge pigerne i sidste uge.

Det gik hammergodt mandag. Følte mig vildt overskudsagtig da mandagen var slut, og tænkte at resten af ugen ville være det mindste problem.
Tirsdag begyndte en nat med afbrudt søvn og den generelle væren-"på"-hele-tiden at sætte sig på mit overskud, så det blev langsomt mindre. Samtidig blev Lillepigen mere krævende. Men vi klarede den.
Onsdag gik mildest talt ikke ret godt. Dem der kender til begrebet "tigerspring" kan forestille sig hvad Lillepigen præsterede. Til dem der ikke gør, kommer her tre ord: Tryghedssøgende. Gråd. Konstant.
Torsdag var Mandens øvelse slut, så han kom hjem et døgn før planlagt. To ord beskriver min tilstand; Taknemmelighed. Lettelse.

I denne uge var der også planlagt øvelse. En af dem, der ikke muligvis slutter et døgn før planlagt.
Jeg måtte erkende min begrænsning og bede ham blive hjemme fra øvelse. Skylder vist kage til hans kolleger...

tirsdag den 15. november 2011

Julegaver

I et forsøg på at være lidt på forkant, er vi så småt i gang med julegaveindkøbene herhjemme.
Ulempen er bare, at jeg bliver ved med at finde på ting til især Manden og Storepigen, så der ender vist med at være lige så meget til dem, som til alle de andre tilsammen...

onsdag den 9. november 2011

Det kunne I sgu da godt have sagt!

Nogen har åbenbart aftalt, at ordet "skamlæber" nu er erstattet af det lidt mindre uappetitlige "kønslæber". Se bare ovre hos Maren.

Det kunne I godt lige have sagt. Ikke at det er et ord jeg bruger så tit, men så kunne jeg i det mindste få ryddet op i ordforråds-kassen oppe i hjernen.

Synes vi skal gøre det samme med "skambenet" (har vi egentlig også gjort det, uden at I har sagt noget?)

mandag den 7. november 2011

Græs-enke

Fra i dag og indtil fredag eftermiddag er jeg alene hjemme. Altså som i; manden er ikke hjemme. Det er jeg til gengæld, sammen med Storepigen og Lillepigen.
Er mildest talt spændt på hvordan det går!

onsdag den 2. november 2011

Breaking news

Som opfølgning på gårsdagens indlæg kan jeg afsløre, at BÅDE i går og i dag endte med at blive VIRKELIG gode dage. Wa-hauuu!

tirsdag den 1. november 2011

En god dag

I dag er en god dag; jeg har været i bad, og sidder og er ved at spise morgenmad. Og klokken er endda kun 10.30.

Og straks jeg har opfyldt kriterierne for en god dag, får jeg ambitioner om en VIRKELIG god dag. En af dem, hvor man får lov til at spise aftensmad. Med BÅDE kniv og gaffel.
Stay tuned...

torsdag den 27. oktober 2011

Ned i gear

Surprise, surprise, endnu et baby-indlæg. Ja, men hun fylder altså ret meget i min virkelighed lige nu, hende Lillepigen.

Og jeg skal love for at man kommer ned i gear, når man har en baby hængende i brystet, på armen eller liggende på maven. Sådan HELT ned i gear. Der hvor det er en god dag, hvis man både kommer i bad OG får noget (rigtig mad) at spise før middagstid.

Og i dag har vi oven i hatten været en tur nede i byen og bytte en barselsgave og nusse lidt rundt. Kan jo lige så godt vænne hende til det, når vi for alvor tager hul på barslen i næste uge, når Manden vender tilbage til jobbet.

mandag den 24. oktober 2011

Efterårsferie

Det burde faktisk ikke være tilladt at lægge en efterårsferie lige oven i en ny-startet barselspariode. Man opdager jo slet ikke ferien!

torsdag den 20. oktober 2011

Nat-skalaen

Med et spædbarn i huset kan nætterne placeres på en skala fra god, over medium, til dårlig.
I nat har været et sted mellem medium og dårlig. Så er I advaret!

onsdag den 19. oktober 2011

Hænderne fri

Ja, det sker ikke ret tit for tiden, men lige nu har jeg fået hænderne fri, lige præcis længe nok til at anbefale en blog jeg netop er faldet over (= blevet anbefalet andetsteds fra); Rådne Radiser.

torsdag den 13. oktober 2011

Mor til to

I går, ni minutter over midnat, blev jeg mor for anden gang. Til "lille" Julie på 4160 gram og 53 cm.

Hun er sød og skøn og har verdens bedste storesøster, der aer og kysser hende flere gange om dagen.

mandag den 10. oktober 2011

FÆRDIG!!!

Så er den sidste flyttekasse i huset pakket ud. Hurra!!!

Der er stadig nogle ting, der ikke har fået en plads, og vi mangler at hænge ting på væggene osv. Men vi er FÆRDIGE med flyttekasserne nu.

søndag den 9. oktober 2011

Rookie mistake x2

Sidste år i skisæsonen var lille-lillebror i Frankrig og skibumse den.
Flere måneder i udlandet kræver naturligvis lakrids-forsyninger hjemmefra. Nu er storesøster taget til Norge, og hun skal naturligvis heller ikke snydes.
Så begge gange har jeg været en tur i et af de større supermarkeder og købt stort ind af lakrids efter devisen "en af hver slags". Og der findes altså ret meget lakrids på det danske marked, skulle jeg hilse at sige!

Da jeg så stod på posthuset blev jeg pludselig konfronteret med en af verdens hårde realiteter; porto. Og jeg kan afsløre, at "en af hver" + emballage sniger sig godt over de to kilo. Første gang vidste jeg det ikke. Rookie mistake. Anden gang havde jeg glemt det igen. Rookie mistake x2. Begge gange blev resultatet dig, at jeg fik taget fra, så pakken kunne holdes lige under to kilo, som er grænsen for hvornår noget kan sendes som brev (og dermed billigere end en pakke), for min nærighed sætter altså grænsen, når portoen overstiger pakkens værdi.

Og med søster der fortsat er i Norge, og begge brødre på vej ud i skibums-verdenen i den kommende skisæson, kan det jo være at næste gang kan jeg godt huske to kilos-grænsen, inden jeg står nede på posthuset.

lørdag den 8. oktober 2011

URK Landsmøde

Så er jeg på vej til det årlige landsmøde i Ungdommens Røde Kors.

Det er en af årets hyggeligste og sjoveste weekender, og når der alligevel ikke kommer nogen baby ud af mig, kan jeg jo lige så godt finde på noget at lave imens.

fredag den 7. oktober 2011

At genopdage musik

En gang imellem "genopdager" jeg musik, som jeg ikke har hørt i lang tid, men som jeg slet ikke kan forstå at jeg har kunnet undvære at høre så længe
Efter investering af en ipod med pt. 1425 sange på, sker "genopdagningerne" lidt oftere, i hvert fald når det kommer til enkelt-sange. Men det allerfedeste er altså at genopdage et helt album.

Sådan har jeg lige genopdaget soundtracket fra Rocky Horror Show. Det er jo fantastisk musik!!! Meeeeen, når man er nødt til at synge HØJT med (og JA, det er man), er det vist godt at man er på barsel (endnu uden baby) og dermed er alene hjemme i nogle timer hver dag.

torsdag den 6. oktober 2011

Terminsdag

Så oprandt dagen, hvor Don - på papiret - er færdigbagt og klar til at møde verden.
Det virker dog som om papiret er ret alene om dén betragtning, for ungen viser ikke tegn på at kigge ud endnu.

onsdag den 5. oktober 2011

Polka-dronningen

Barnet har - cirka siden hun kunne klaske sine to små hænder sammen - danset polka med sin bedstefar hver gang de var sammen. Du ved; "Med hænderne si'r vi klap-klap-klap. Med fødderne si'er vi tramp-tramp-tramp..."
Hun synes det er noget af de fedeste, og nu hvor hun selv kan "ønske" sange, sker det jævnligt at hun kigger forventningsfuldt på en, mens hun siger - og klapper - klap-klap-klap.

I dag har hun været til "Kom og syng med" med dagplejeren, og da jeg hentede hende i dag var det første spørgsmål, om vi mon har sunget polka-sangen derhjemme? For Barnet var HELT med på den, da de skulle synge dén sang, og hun var i gang med at klappe og trampe allerede inden de var kommet til det i sangen.
Og jeg måtte jo bare svare, at åh jo, vi har vist sunget den en gang eller to før. Og så har hun sunget den cirka 50 gange (mindst) sammen med sin bedstefar.

Ladies and gentlemen, we have a Polka-dronning!

tirsdag den 4. oktober 2011

Ventetid

Jeg har hele tiden vidst, at jeg sandsynligvis ville gå over tid med Don (og i hvert fald indstillet mig på det, for ikke at blive utålmodig straks jeg kom til terminsdagen).
Med Barnet var det først 9 dage efter terminen, hun endelig kiggede ud til verden. Og jeg bilder mig ind at jeg kan forvente at føde lidt tidligere denne gang, så min egen "målstreg" er sat 7 dage efter termin. Dér har jeg været gravid længe nok, og jeg kan tillade mig at blive utålmodig. Var planen i hvert fald tidligere i graviditeten.

For nu, to dage før termin, synes jeg faktisk efterhånden jeg har været nok gravid, og utålmodigheden begynder allerede at røre på sig. Især fordi "er der sket noget" / "kan du mærke om der er noget på vej"-beskederne er begyndt at komme, og det hjælper altså ikke min egen tålmodighed til at blive større!

Men nej, ingen tegn på noget, andet end en utålmodig gravid...

mandag den 3. oktober 2011

Historisk dag

Ja, det er nok ikke gået nogens næse forbi, men synes stadig det er sejt at vi i dag har fået Danmarks første kvindelige statsminister og Danmarks første minister med indvandrerbaggrund. Slet ikke dumt for en mandag.

søndag den 2. oktober 2011

20 år gammel lort

Tænk engang, vores alle sammens Muldvarp - du ved, den der ville vide hvem der havde lavet lort på dens hoved - har 20 års jubilæum, som blev fejret i onsdags.

Jeg fik den lille udgave af bogen i 18 års fødselsdagsgave for over 10 år siden. Barnet fik den store billedbog i dåbsgave sidste år. Mon Don ikke ønsker sig "plop-op"-bogen, så samlingen kan blive komplet?

lørdag den 1. oktober 2011

FLAD!

Ja, det er vist det der bedst beskriver min tilstand lige nu. Altså ikke flad i bogstavelig forstand - jeg er stadig tyk som jeg ved ikke hvad - men træt med træt på, og helt, helt flad!

fredag den 30. september 2011

Weekend!

For første (og måske sidste?) gang i LAAAANG tid har vi en weekend uden planer, hvor vi bare er hjemme alle tre og kan slappe af. Fantastisk at den falder sammen med den weekend, hvor det er godt vejr. Det kan kun blive helt forrygende!

torsdag den 29. september 2011

Solskin!

Jamen er det ikke fantastisk?
Jeg har gået rundt med bare arme hele dagen, spist is og i det hele taget haft en skøn følelse af sommer i kroppen. Og det skulle vare weekenden over - I LOVE IT!

onsdag den 28. september 2011

Selvforkælelse

Engang for maaaange uger siden, hvor jeg slet ikke kunne forholde mig til den der fjerne fremtid, hvor Dons ankomst nærmede sig, lovede jeg mig selv, at jeg skulle forkæles med en tur til frisøren inden jeg skal være mor til to. Ikke for at få lavet noget fancy, bare en klipning, så jeg ikke ligner totalt udskidt æblegrød (eller i det mindste har lækkert hår imens) når jeg står med gylp ned ad skulderen, mælkeskjolder på blusen og poser under øjnene.

Men der var jo som sagt læææænge til dengang, og så har jeg faktisk glemt det igen.
Heldigvis blev jeg mindet om det i dag, og nu er der kun 8 dage til termin, så det begynder jo at nærme sig med hastige skridt.
Så nu har jeg booket tid til klipning på tirsdag (for det var der jeg kunne få tid hos den frisør jeg er blevet anbefalet - er jo lidt på udebane endnu her i Viborg).

Det bryder ellers med fin faste frisør-rytme, hvor jeg er blevet klippet i maj og december (og stort set kun spidser) de seneste to-tre år, men det er nok i virkeligheden også på tide.

tirsdag den 27. september 2011

Familie-fødselsdag

En fantastisk fordel ved at være flyttet til Viborg er, at man kan komme til familiefødselsdage i Randers på dagen, selvom det er en hverdag. Og stadig være hjemme til (næsten) normal sengetid.

Det er slet ikke så dumt, skulle jeg hilse at sige!

mandag den 26. september 2011

Fri-uge

Manden holder fri i denne uge, for han havde en del afspadsering til gode. Så vi har nusset rundt, han har været på genbrugsstationen med affald og gamle gulvtæpper, og jeg har fået ryddet op i noget tøj - dog uden at finde det jeg egentlig ledte efter.

Og her til eftermiddag har vi hygget med Barnet, der nu højt og tydeligt kan bede om "mere te". Grand-fastrene må være stolte.

søndag den 25. september 2011

Lad der blive lys

Siden vi flyttede ind, er der begyndt at være RET mørkt om aftenen (og om morgenen, for den sags skyld).
Derfor har det efterhånden været lige i underkanten med de lamper vi har fundet frem og de få vi har fået hængt op indtil videre (med hjælp fra elektriker-far).

Heldigvis meddelte selvsamme elektrikerfar, at han ville kigge forbi i denne weekend, så her til formiddag har vi fået hængt lamper op i begge stuer. Det er altså bare fantastisk ikke at skulle sidde i halvmørke (eller må have lyset tændt i gangen for at det kan skinne lidt ind i stuen).
Hurra for håndværker-familiemedlemmer!

lørdag den 24. september 2011

Ondt i næsen

Jeg har altid tænkt, at de der kvinder (som det oftest er), der "kommer til" at gå ind i en dør, og derfor ender med mistænkelige skrammer og mærker i ansigten, var utrolig uopfindsomme og urealistiske. Der er jo ingen der er dumme nok til at gå ind i en dør!

Men der er åbenbart nogen, der er tæt på.
Barnet er begyndt at sove på sit eget værelse (den mulighed havde vi aldrig før vi flyttede i hus), og i mandags ville jeg lige stikke hovedet ind til hende inden jeg selv gik i seng, for at se (høre) at alt åndede fred og ro. Lyset var slukket ude i gangen, for ikke at genere hende, så der var ret mørkt, men jeg fik følt mig frem til døren, åbnet den og stak hovedet hurtigt derind. Troede jeg. I stedet fik jeg i mørket sigtet skævt, og bankede derfor ansigtet lige ind i dørkarmen. Jeg er både glad for og ked af, at jeg var alene da det skete, for jeg tror det har set vildt komisk ud, men samtidig var jeg overhovedet ikke indstillet på at se det sjove i situationen før dagen efter, for er du gal det gjorde ondt!

Jeg fik et lille-bitte blåt mærke på næsen, som det vist kun var mig der kunne se, så på den konto er jeg sluppet billigt. Men det er først i dag det ikke længere gør ondt, når jeg kommer til at røre ved den.
Så fremover foretages "kig ind til Barnet" med noget større forsigtighed og respekt for vægge og den slags.

(Og nej, jeg ved godt at man ikke skal lave sjov med dem, der "går ind i døre", for det er en situation der er alt andet end sjov.)

fredag den 23. september 2011

Mødregruppe

Der er mange meninger om dem, og det er vel i bund og grund altid et sats at sætte en flok kvinder sammen, der umiddelbart ikke har andet tilfælles end at de har fået barn tæt på hinanden.

Men den mødregruppe jeg havnede i da jeg fik Barnet, er en fantastisk gruppe - selvom vi er meget forskellige på en masse punkter. Så er der plads til forskelligheden og vi formår at bruge det som en styrke. Vi hygger os når vi er sammen, og børnene gør det samme.
Mens alle var på barsel, mødtes vi en gang om ugen, men efter virkeligheden er sat ind er vi gået over til at mødes en gang om måneden. Hver anden gang er det søndag formiddag med børn, og de andre gange er det fredag aften uden børn. Det er en fantastisk vekslen, for der ER altså bare forskel på hvordan man kan være sammen, afhængig af om man har ynglen med eller ej.

Hen over sommeren har møderne desværre ikke passet med mit program, så det er LÆNGE siden jeg har set de andre, og nu er vi jo flyttet LANGT væk, så det er bestemt ikke blevet nemmere at få det passet ind at mødes med de andre. Især ikke når Don ankommer, for enten skal jeg så afsted med lille baby til børnefri fredag aftener, eller også skal jeg afsted med begge børn til børne-søndage. Ingen af tingene virker sindssygt tillokkende, må jeg nok indrømme.

Derfor er det nok sidste chance lige foreløbig for at komme afsted, så i dag kaster jeg mig ind i et tog mod København for at hygge med de andre mødre i aften - uden børn. Jeg glæder mig helt vildt!!! Også selvom togturen hver vej løber op i fire en halv time. Næste gang skal jeg nok huske at være ude i lidt bedre tid, og så se mig om efter et par flybilletter i stedet.
Men nu tager jeg det som en velkommen afslapnings-mulighed, og så pakker jeg godt med bøger og blade i tasken - så kan det ikke gå helt galt!

torsdag den 22. september 2011

Baby-boom

Nøj, der bliver annonceret mange babyer i disse dage. Hvor er det fantastisk!

 Æææælsker når dejlige mennesker får (flere) dejlige børn.

Søvnløshed...

Er altså herre nederen, når man jo i virkeligheden er træt nok til at skulle sove to timer i timen...
Er der ikke snart nogen, der tager et opgør med de der graviditets-gener? Det kan jo ikke være meningen man skal være træt, allerede inden fødslen (der i øvrigt sammenlignes med at løbe en marathon, energiforbrugs-mæssigt) og ankomst af lille barn uden sans for nattesøvn og den slags detaljer. Troede straffen for hende Evas æblespiseri var at det skulle gøre ondt at føde, punktum. Ikke også alt det andet pjat...

tirsdag den 20. september 2011

Mor-datter-dag

I morgen holder Barnet og jeg fridag. Jeg har haft planer om en hverdags-fridag siden hun begyndte i dagpleje, men så har flyttekasse-udpakningen, graviditeten eller andet været i vejen.

Men i morgen holder vi fri, og efter et smut ned til "kom og syng med" i den lokale kirke kører vi til Randers og besøger olde- og bedsteforældrene.
Tror vi får en rigtig hyggelig dag.

mandag den 19. september 2011

Støt brysterne!

I dag begynder Kræftens Bekæmpelses Støt Brysterne-kampagne. Bl.a. i Netto, Føtex, Arnold Busck og Pieces kan du købe forskellige varer og derved støtte kampen mod brystkræft.
Eller du kan også bare gå ind på hjemmesiden og støtte direkte.

Så der er rig mulighed for at hjælpe. Sæt i gang!

fredag den 16. september 2011

Jubiiii!

I dag er en god dag. Ja ja, ny regering, kvindelig statsminister og alt det der er da meget dejligt.
Men den virkelige succeshistorie i dag er denne: Vi har fået sofaer!!!




torsdag den 15. september 2011

Ro i sindet

Med 83,1% af stemmerne optalt tør jeg godt tro så meget på regeringsskiftet af jeg kan gå i seng med ro i sindet.
Glæder mig til at vågne op til et Danmark med en kvindelig statsminister i morgen!

Stem!

Hvad end du gør i dag, vil du så ikke i hvert fald gå ned og stemme?

Jeg synes vores stemmeret er en af de fineste rettigheder vi har i Danmark, og valgdagen er for mig en festdag. Derfor bliver jeg både ked og deprimeret, når nogen vælger ikke at benytte stemmeretten.

Jeg er fuldstændig ligeglad med, om du stemmer på det ene eller andet, eller vælger at stemme blankt fordi du ikke mener at nogen kandidater er gode nok eller hvad ved jeg.
Men STEM, for Guds skyld. Stem!

onsdag den 14. september 2011

Dagen før dagen

Så er det i morgen, de mange krydser skal sættes. De alt-afgørende af slagsen.

Siden mit tvivls-indlæg har jeg fundet ud af hvem jeg skal stemme på. Både parti og person, sørme! Og derefter har jeg faktisk ikke gidet at følge med i valgkampen. Enten leger politikerne "Palles Gavebod", sviner hinanden til eller prøver bare at råbe højest, både med plakater, balloner og hvad de ellers kan finde på (jo, selvfølgelig er der også dem der argumenterer for deres politik på en fornuftig og saglig måde, men de drukner lidt blandt alle de andre).

Så nu håber jeg bare, at alle tvivlerne har fået bestemt sig, så de ikke bare bliver hjemme i morgen. Og så glæder jeg mig VILDT meget til at høre valgresultatet - men det er jeg jo nok ikke den eneste der gør.


tirsdag den 13. september 2011

How low can you go?

Don, aka Den Lille Fedling, har fået en ny yndlingsleg; Den leger "how low can you go" ned i mit bækken.
Mega nederen leg, set fra min side. Især når der er 3-4 uger til termin endnu...

mandag den 12. september 2011

Effektiv formiddag

Når man ikke er vant til at have bil i hverdagene, kan man blive utrolig effektiv, når man pludselig har den i nogle dage.
Formiddagen har budt på en tur i Silvan, Harald Nyborg, Bilka, hos dyrlægen, ude og aflevere tøj til genbrug og en lille tur i Rema. Men nu er der også styr på en masse af de hængepartier der havde hobet sig op, ikke mindst i anledning af Mandens fødseldag i morgen (hurra for at han ikke læser med herinde).

Nu skal der bare pakkes gaver ind, og så burde jeg vist også prøve at tømme en flyttekasse eller to inden Barnet skal hentes i dagpleje.

søndag den 11. september 2011

Trist søndag aften

...altså TV-mæssigt.
Jeg fik sovet en lang, og ret sen middagslur i dag, så for en gang skyld er jeg ikke dødtræt så snart klokken har passeret 20.
Og hvad belønner TV-verdenen mig så med; 2(!) Jim Carey-film, De Unge Mødre og et fodboldmagasin.

Tror bare jeg går i seng alligevel.

lørdag den 10. september 2011

Afslapningsweekend

Hurra, i denne weekend har vi ingen planer, og vi er her alle sammen hele weekenden. Vi skal bare være hjemme og slappe af og hygge os.
Hvis vi gider kan det da godt være vi tømmer en flyttekasse eller to, men lige nu vil jeg hellere bage kage.

fredag den 9. september 2011

Hjemmedag

På trods af en fin aften og begyndelse på morgenen, er Barnet hjemme i dag.
Da vi var halvvejs igennem morgenmaden begyndte hun nemlig at græde, og da det havde varet 20 minutter ringede jeg til dagplejemoderen og sagde, at Barnet holder fri i dag.

I formiddags har vi set fjernsyn, leget i haven og på hendes værelse og generelt hygget os, selvom hun har haft nogle - tilsyneladende - helt umotiverede pjevse-perioder.
Og nu sover hun til middag, så jeg håber det hjælper.

torsdag den 8. september 2011

Pylre-pige?

I går da jeg hentede Barnet fra dagpleje, sagde dagplejemoderen at hun havde været lidt pjevset og "passiv" det meste af dagen - noget der bestemt ikke ligner hende.
Hun havde også lidt pjevse-perioder i løbet af eftermiddagen derhjemme, men ikke noget jeg nogensinde havde bidt mærke i, hvis ikke dagplejemoderen havde sagt noget.

I morges var hun glad, og havde både tid til pjat og dans inden vi skulle afsted til dagpleje, og i cyklen på vej derhen, pludresnakkede hun som hun plejer.
Men da vi kom derhen, blev hun mat igen, og pludselig begyndte hun at græde - det plejer hun aldrig at gøre, og slet ikke så hjerteskærende som i dag. (Jeg var også ved selv at begynde at græde - fordømte graviditetshormoner!)
Vi læste en bog sammen, og hun faldt til ro igen, men så snart jeg skulle til at gå, begyndte hun at græde igen. Jeg sagde til dagplejemoderen at hun selvfølgelig bare skulle ringe hvis der var noget, og så gik jeg (for det siger de kloge man skal, og de ved vel hvad de taler om). Mens jeg stod og tog jakke og sko på ude i gangen (med lukket dør) kunne jeg dog også høre, at hun holdt op med at græde igen.
Men lidt før middag ringede dagplejemoderen og bad mig hende Barnet. Hun havde været træt og pjevset hele formiddagen, og nu hvor de var i gang med frokosten, spiste hun ingenting. Så mig (og min mor, der var på besøg) afsted og hente hende. og hun så ganske rigtigt noget mat ud da vi kom frem.

Hjemme igen kom hun hurtigt ud til sin middagslur, og efterfølgende gad hun godt at spise frokost, og kunne også pjatte lidt undervejs. De følgende timer var hun noget pjevset, men her fra sidst på eftermiddagen har der ikke været noget at mærke på hende.
Hvad dælen er der med hende? Og skal jeg holde hende hjemme i morgen, for hendes morgenhumør hjemme siger tilsyneladende ikke noget som helst om hendes humør og energiniveau i dagplejen. Hun virker lidt varm, men jeg har endnu ikke fundet vores termometer i flyttekasserne (selvom der ikke er ret mange u-udpakkede tilbage efterhånden...)
Iiiiiiih, altså!

onsdag den 7. september 2011

Valgkamps-retorik

Sidder og følger perifært med i valgkampsdebat på lokal-TV. Det er kandidater, som er så lokale, at jeg ikke kender nogen af dem, hverken ved navn eller parti.
Alligevel vil jeg godt sætte en 10'er på, at hende der brugte ordet "lømler" i sit åbningsindlæg, er fra Dansk Folkeparti.

Og ja, sørme så.

tirsdag den 6. september 2011

Kun 22 kasser igen

Det går fremad - langsomt, javist, men dog stadig fremad - med huset, udpakningen og indflytningen.
Vi har stadig 22 u-udpakkede flyttekasser stående, men jeg har vilde ambitioner om at få tømt nogle stykker i dag. Håber så at mine ambitioner og mit energiniveau passer sammen i dag.

mandag den 5. september 2011

Søskendekærlighed?

I lørdags fik vi jo vores bortløbne kat, Mille, tilbage, og så snart hun var vel ankommet, var vi spændte på hvordan hun og søster Diva ville klare genforeningen.

Mille gik og miavede højlydt i hele huset det meste af dagen, og prøvede at finde sig til rette i det nye hus. Imens var Diva stadig ude på sin "føjte-tur".
Hun vendte først tilbage om aftenen, men ville ikke komme ind i huset, sikkert fordi hun kunne høre at der var en anden kat derinde - og det plejer der jo ikke.

Først i løbet af dagen søndag kom hun ind, og var der så stor og voldsom gensynsglæde mellem de to søstre?
Nej, ikke ligefrem. Diva synes åbenbart ikke det er fedt at skulle dele huset med en anden, så hun har hvæst og knurret (ja, det troede jeg heller ikke katte kunne, men det gør hun altså) hver gang hun ser Mille.
Og Mille, der altid har været "chefen", svarede igen med at slå lejr ude ved maden, så Diva ikke havde lyst til at komme derud. Meget bisset tøse-trick.

Vi har holdt dem inde siden i går, for at "tvinge" dem til at forholde sig til hinanden, og det går da også lidt bedre nu. Lige nu ligger de i henholdsvis soveværelse og stue, og kan vist se hinanden, men uden at det giver anledning til hvæseri.
Men vi ved faktisk ikke om det er den bedste måde at få genforenet dem? Er der nogle katte-eksperter derude der kan komme med gode råd?

Soldaternes flagdag

I dag afholdes for 3. gang den officielle flagdag for de danske soldater. Og selvom vi nu både har hus og have, har vi stadig ingen flagstang. Så vi må nøjes med at kippe med de imaginære flag i dag, desværre...

lørdag den 3. september 2011

Nu med to katte!

Ja, det er egentlig ikke noget nyt at vi har to katte, for det har vi haft siden vi fik dem for omkring fem år siden, og indtil for halvanden måned siden.

Dengang havde vi været i sommerhus med kattene. De har været indekatte imens vi boede i lejlighed, men har fået lov til at rende ude når vi har været steder, hvor det var en mulighed. Det har aldrig været et problem at få dem med når vi skulle hjem, hvis vi bare har sørget for at holde øje med hvornår de var inde, og så få lukket døre og vinduer et par timer før afgang.

Men da vi skulle hjem fra sommerhuset, og allerede om morgenen havde "lukket af" fordi begge katte var inde, stak den ene af dem, Mille, af da døren var åben et øjeblik, og selvom det var nogle timer før afgang, nåede vi ikke at fange den ind igen før vi skulle køre - på trods at kalden, raslen med madskålen og en generel eftersøgning i området.

Den var så kommet tilbage om natten, men fik sneget sig væk igen. Og mens mine forældre stadig var i sommerhuset de følgende uger, så de den engang imellem (altid udenfor), og der blev spist af maden og tisset i bakken hver nat. Men til sidst blev de i tvivl om, om det (kun) var vores kat der kom ind, for der gik længe imellem at de så den - til gengæld så de en anden kat fra området luske rundt.

Så tog de fra sommerhuset da ferien sluttede, og vi forberedte os på, at vi nok ikke ville se katten mere.
I går eftermiddags gik vi så og kom tilfældigt til at tale om den igen, og blev enige om, at den nok havde fundet en anden familie i sommerhusområdet, som gav den mad, og at vi nok ikke ville se den igen. Og havde den ikke fundet et andet mad-sted, ville den nok ikke klare sig ret længe, når det begynder at blive koldere.
En time senere ringede min stedfar så, at de havde set den igen, og at de ville give lyd så snart den var inde i huset. Og det gjorde han allerede en halv time efter, og nu har de lige været forbi og aflevere den. Den har tabt sig, men den havde også en del polstring at give af, og man kan håbe at tilværelsen som udekat fremover kan have samme gavnlige effekt på den - selvom den nu er kommet til et sted, hvor der bliver serveret mad hver dag.

De to katte har ikke set hinanden endnu, for søsteren, Diva, rendte afsted før Mille blev afleveret. Men mon ikke snart de finder hinanden igen, og så i øvrigt kan udgøre et stærkt team mod naboens hund og genboens kat, der begge har jaget Diva ud af deres respektive haver indtil flere gange.

fredag den 2. september 2011

Stilstand

Nøj, hvor må det være dejligt at have tid for sig selv hver dag i tidsrummet 9.30-14.45, ikke?

- Tid til at få lavet nogle alle de småting der skal gøres i et hus, hvor man endnu ikke er flyttet helt ind, men omvendt har boet i en måned.
- Tid til at male køkkenlågerne, så de snart kan blive sat tilbage på skabene.
- Tid til at forkæle sig selv lidt med ansigtsmaske, fodbad eller andet, som bare er SÅ meget lettere, når de andre ikke er hjemme.
- Tid til at dyrke motion, udforske den by man er flyttet til, eller hvad man nu ellers har drømt om i alle månederne, hvor Barnet stadig var hjemme hele dagen, hver dag.

Men hvad bliver det så til? At min træthed 9 ud af 10 dage vinder over mine ambitioner, og at dagen derfor går med at sove, læse, se fjernsyn, måske sætte en vask over, og måske også huske at hænge den op, når vaskemaskinen er færdig.
Øih...

torsdag den 1. september 2011

Hvem skal jeg stemme på?

Jeg er - for første gang nogensinde - virkelig i tvivl om, hvor jeg skal sætte mit kryds ved et valg.
Jeg har altid stemt Radikalt ved folketingsvalg, men har også stemt på SF og Socialdemokraterne til kommunal- og regionsvalg.
Det eneste jeg ved er, at jeg stemmer for en ny regering, men det er jo ikke helt præcist nok.

Så er det jo heldigt, at man kan tage en lille hurtig test og se, hvilke kandidater man er mest - og mindst - enig med.
Desværre fornemmer testene åbenbart min tvivl, og placerer mig ud over stort set alle partier til venstre for midten - og det synes jeg ikke rigtig gør mig klogere...

Men jeg er da blevet bekræftet i, at jeg ikke støtter den blå blok.





onsdag den 31. august 2011

Fjollet

Argh, jeg ved godt det er nødvendigt, for sådan er reglerne, men jeg SYNES altså det er fjollet at sidde og søge jobs otte dage før jeg går på barsel...

tirsdag den 30. august 2011

At blive voksen?

Engang, vist da jeg blev 25 år, lovede jeg mig selv, at NU skulle jeg til at være voksen.
Og "voksen" betød i dette tilfælde, at jeg skulle huske at tage makeup af inden jeg gik i seng om aftenen. HVER aften.

Nu er jeg tættere på 30 end på 29, og mascarapletterne på mit hvide(!) pudebetræk vidner om, at jeg stadig ikke er voksen.

søndag den 28. august 2011

David and Goliath

Som jeg har nævnt før, er jeg helt tosset-vild med David and Goliath, og her er lidt flere favoritter;






Og så lige en hilsen til Superheltemor;









lørdag den 27. august 2011

Lørdags-sysler

I aften kører jeg en tur til Århus for at sætte mig i call-centeret for Afrika Nu-indsamlingen.

Jeg satser på at du ringer, så jeg ikke kommer til at kede mig?

torsdag den 25. august 2011

"Tænk lige over dette..."

Jeg har efterhånden kunnet læse mig til andres erfaringer med at blogge om politiske emner, og har derfor holdt mig fra det indtil videre. Nu kan jeg dog ikke holde min (skriftlige) kæft mere, for jeg er blevet både lidt provokeret og forarget over en statusopdatering der florerer på Facebook for tiden;

"Kære venner
Tænk lige over den her inden i donerer til afrika indsamlingnen.
I Danmark har vi børn der går i seng uden at spise.. Ældre og syge der ikke får medicin.. Psykisk syge uden behandling.. Tropper uden ordentligt udstyr ..... Men vi donerer millioner til andre lande, i stedet for at hjælpe vores egne først! 99% af jer vil ikke have modet til at kopiere."


Og tanken bag er jo sympatisk nok - vi behøver ikke kigge ret langt for at finde nogen der har brug for hjælp, og de skal ikke overses.

Problemet er bare, at de to ting; manglerne i det danske velfærdssamfund og nødhjælp til u-landene, ikke rigtig kan sammenlignes (i hvert fald ikke når det kommer til det den enkelte dansker kan gøre).

Som privatperson er der ikke meget du kan gøre for at sikre at ældre og syge får deres medicin, at alle danske børn går mætte i seng, at psykisk syge får den behandling de har brug for, og at de danske tropper har det nødvendige udstyr.
Det er ting der kræver faglig ekspertise, politisk vilje, og en hel del flere penge, end de - trods alt - små beløb den enkelte dansker opfordres til at give til Afrika-indsamlingen og andre nødhjælpsprojekter.

Selvfølgelig kan man hjælpe nogle af samfundets svageste via organisationer som Dansk Røde Kors og Mødrehjælpen, men ikke i forhold til ældres medicin og psykisk syges behandling. Og de danske tropper er der vist ingen hjælpe-organisationer for, når det kommer til udstyret.

Hvis du vil være med til at gøre en forskel for dem, så sæt dit kryds ud for nogen der prioriterer de sager højt, næste gang der er folketingsvalg. Og smid da også gerne lidt penge eller frivillige timer efter de nationale hjælpe-organisationer.
Og vil du ikke hjælpe nødhjælpsorganisationerne, står det dig naturligvis frit for, og er helt dit eget valg. Men det har intet at gøre med de dårlige forhold i Danmark, så lad være med at gemme dig bag dém og bruge dem som undskyldning. Det er sgu for fattigt!

lørdag den 20. august 2011

Jeg er her altså stadig!

...det er bare svært at nå hen til computeren, for alle de flyttekasser der står over alt.

Men Skanderborg var FEEEEE', ikke mindst set fra Skraldebaren. Til gengæld måtte jeg erkende, at jeg havde overvurderet min egen formåen, så det der med "jeg er lige totalt overskudsagtig og står i baren, selvom jeg egentlig ikke behøver det", det blev det altså ikke rigtigt til.
Jeg var træt, fik plukkeveer af de mindste ting og var overhovedet ikke overskudsagtig. Men det var super fedt at være med, trods alt. Dog ser jeg frem til at kunne være rigtig skralder næste år, og indtage min del af de Blå Thor i Skraldebaren.

onsdag den 10. august 2011

Skanderborg!

Nu må det være nok med alt det hus og barn og gravidtet osv. Næh-nej, fra i aften og indtil mandag står den på Smukfest i Skanderborg. Basta.
Også selvom vejret viser sig fra sin vådeste side, og graviditeten nok ikke kan ignoreres alligevel, så skal der festes på livet løs i bøgeskoven og ikke mindst i Skraldebaren.

mandag den 8. august 2011

Rigtig mad!

Så har vi dæleme spist rigtig, hjemmelavet mad, lavet i vores eget, nu brugbare køkken.

Virkeligheden kalder

I dag begynder Barnet i dagpleje.

Ja, jeg ved godt at når det handler om et næsten 19 måneder gammelt barn, så er det ikke mystisk at skulle passes af andre, men hun har altså måttet nøjes med mig indtil nu. Vi har dog godt kunnet mærke på hende, at hun har trængt til andet og mere (børne-)selskab, og vi er faret rundt til svømning, rytmik, legestue og hvad vi ellers har kunnet støve op.

Men fra i dag får hun altså sin helt egen heldags-legestue nede ved Berit, og vi tror og håber på, at det kommer til at gå fremragende.

lørdag den 6. august 2011

Ansigtsløft til køkkenet

Vi har været i gang med at male køkken, for det var et meget mørkt, 60'er- og sommerhus-agtigt trækøkken da vi overtog huset.
Her er en lille smagsprøve;


Vi er ikke færdige endnu, så I må vente med det endelige "efter"-billede. Men i dag har vi fået taget et stort skridt; Den støvet grønne bordplade er nu skiftet ud, og i stedet ligger der en træ-(laminat-)bordplade. Er du tosset, det pynter! Det bliver et helt nyt køkken at se på, når vi er færdige.
Oven i hatten har vi fået hævet bordpladen knap 5 cm, så arbejdshøjden bliver mere menneskelig (hurra for håndværker-far!)
Jeg kommer til at ELSKE det her køkken!!!

fredag den 5. august 2011

Selv tak for julefrokosten, Ikea

Gårsdagens høst fra det svenske møbel-varehus (og så er der endda båret to reoler ud allerede).
Jeg tror nok vi har gjort os fortjent til en lille skål i vores ære til deres næste julefrokost.


torsdag den 4. august 2011

Hov!

Nu gik der sørme endnu en rum tid, hvor jeg ikke har fået blogget.

Vi har hænderne fulde med at få gjort huset beboeligt, og det har blandt andet indebåret, at vi i dag har tilbragt fem timer i Ikea og spenderet omkring 23.000 kroner derude. - Og så er der engang indregnet kødboller og hotdogs.


torsdag den 28. juli 2011

Flytterod!

Ja, vi lever i et tiltagende flytterod, så det er småt med bloggeriet i disse dage.

Lørdag er store flyttedag, herefter følger nogle male-dage, udpakningsdage og forhåbentlig derefter nogle afslapningsdage.

torsdag den 21. juli 2011

onsdag den 20. juli 2011

Flyttekassernes indtog

Så er vi i gang. 50 flyttekasser indkøbt. 5 er fyldt indtil videre. You do the math; der er lang vej endnu...

tirsdag den 19. juli 2011

Herre-klammo!

Hvis man har været væk i to en halv uge, og der var skybrud dagen efter man tog afsted, og det sandsynligvis var dér strømmen slog fra...

Ja, så er der nok ikke noget at sige til, at alt i fryseren er tøet op nu, og godt i gang med at gå i forrådnelse.

Og der er heller ikke noget at sige til, at på grund af ovenstående, lugter der herre-klammo i hele hytten.

søndag den 17. juli 2011

Store male-dag

I dag har vi for alvor fået taget hul på at male huset, for det var påkrævet OVER ALT, da vi overtog det.
ALLE lofter, vægge, lister, døre osv. havde forskellige og ret specielle farver. Jeg nævner i flæng; lyslilla lofter i gang og på badeværelse, mintgrønne lofter og dørkarme i arbejdsværelse, lyserøde vægge i soveværelse, grå lofter i stue, postkasse-røde yderdøre og knald-orange "indmad" i skab i børneværelse.
Men min all-time favorit var stadig tapet-tæppe-kombinationen i den ene stue, hvor mormor-smag og 90'er-mode clashede big time:



Dog tæt forfulgt af en skots-ternet væg i køkkenet.


Men nu hvor vi har brugt knap 8000 kroner på hvid maling, og er godt i gang med at fordele det i huset, så begynder min æstetiske sans lige så stille at kunne slappe af og slippe de tics den ellers har fået, hver gang jeg har været inde i huset.

torsdag den 14. juli 2011

Dagen før dagen

I morgen kl. 11.30 får vi nøglen til vores nye hus.

...behøver jeg at sige, at jeg glæder mig?!?



onsdag den 13. juli 2011

Tilbage fra sommerferie - måske

Jeg har været væk fra bloggen. Længe væk.

Først var jeg 10 dage på ferielejr med Ungdommens Røde Kors. Så skulle jeg lige sove. Og så skulle jeg åbenbart smadre skærmen på min telefon, som jeg ellers godt kan blogge fra når jeg er væk fra computeren. Og den nye smartphone jeg har kastet mig ud i, vil altså ikke blogge. Eller i hvert fald har jeg ikke fundet ud af hvordan man gør endnu...

Men nu prøver jeg at vende tilbage. Det er bare som om tidsfornemmelsen og hverdags-strukturen flyder lidt ud herude i sommerhuset, så nogle dage opdager jeg nærmest ikke at tiden er gået, før en ny dag begynder. Men det er vel egentlig også det, sommerferie handler om?

torsdag den 30. juni 2011

Cykel med sidevogn


Er det ikke bare for sejt?!
Set inde bag Helligåndskirken i dag.

onsdag den 29. juni 2011

Fest-forberedelse


Så er jeg ved at være klar til dimissionsfest på seminariet i morgen.
Mangler jo bare tøjet, make-uppen og smykkerne nu.

tirsdag den 28. juni 2011

Så er det alvor

Vi har købt et hus! Eller i hvert fald skrevet under på købsaftalen. Så ordner banken og ejendomsmægleren vel resten, ikke?

mandag den 27. juni 2011

Et nyt stadie i graviditeten


Så er endnu en ny milepæl i graviditeten nået; det famøse spildespilde-på-maven-stadie. Det blev indledt i dag med pesto (ja, skal man gøre noget, kan man lige så godt gøre det ordentligt, med en plet der kan ses hele dagen).
Hvad mon det bliver i morgen? Stay tuned!

Lænket til sengen


Barnet har fået en ny mani.
Når hun ligger og putter i forældresengen om morgenen, skal jeg helst bruges som hovedpude. Og hvis hun så bare lagde sig til rette og faldt i søvn, ville det være til at arbejde med, men seancen indledes med cirka tyve minutters moslen rundt, inden hun finder ud af om hun til ligge på maven, ryggen eller siden. Og om det er min arm, mave eller ben der skal være hovedpude i dag.
Og tyve minutters moslen er cirka det der skal til for, at jeg er så vågen at jeg ikke kan falde i søvn igen.

Og så ligger man her, lænket til sengen, og ude af stand til rigtigt at nyde at Barnet sover længe. For dagens hovedpude-sted er faretruende tæt på min blære, og jeg skal virkelig tisse.

søndag den 26. juni 2011

Skøn søndag!


Har i dag haft en rigtig dejlig dag. En kammerat kom og passede Barnet, mens Manden og jeg var i biografen og ude og spise brunch. I eftermiddag har vi hygget herhjemme alle tre, med bøger, gemmeleg og sæbebobler.
Flere af den slags dage, tak.

lørdag den 25. juni 2011

Verdens Sejeste Barn!


Arhmen HØR hende lige! Knap halvandet år, og så kan hun (næsten) sige sit navn.

torsdag den 23. juni 2011

Rock-grus


Har I dag haft Barnet med til Rock-koncert i børnehøjde, aka. Oust Mølle Rock (som alle der har gået i folkeskole i Randers de seneste 20 år burde vide hvad er - resten af jer er undskyldt).
Basim var der og sang en masse jeg ikke kendte. Muddi og Salamidrengene kom og sang noget nyt, og nogle af de gamle sange fra dengang de optrådte på den først Oust Mølle Rock for 20 år siden. Sidstnævnte var jeg helt med på.
Barnet havde en fest, for der var både musik, masser af (store) børn, pølser og popcorn. Men hvem gider egentlig koncentrere sig om nogle af de ting, når der også er grus? Ikke Barnet, i hvert fald...

onsdag den 22. juni 2011

Skilte-service


Har du nogensinde overvejet, om skilte fryser når de står ude i al slags vejr? Det havde jeg ikke, før jeg så dette skilt, som nogen har været så flinke at strikke en trøje til. Eller er det bukser, når det nu dækker benene?

mandag den 20. juni 2011

1700-tals lummerhed


Jeg er muligvis barnlig. I så fald har jeg det ikke fra fremmede, for min mor havde også lidt svært ved at finde en grimasse der kunne passe, da vi til weekendens 1700-tals marked så disse småkager i en af boderne.

De måtte naturligvis prøves, så vi købte nogen med hjem til resten af familien. Og æblet falder som bekendt ikke langt fra stammen, så selvfølgelig havde Manden, min stedfar og min lillebror også en kæk kommentar til at ledsage kagerne.

Men helt ærligt; knæpkager? De var godtnok kreative dengang i 1700-tallet. Til gengæld var smagen ikke noget at råbe højt hurra for. De smagte godt nok lidt kedeligt.
Men Barnet synes de var forrygende, så nu er jeg sådan en mor, der har givet mit barn knæpkager...

søndag den 19. juni 2011

Dagens spørgsmål



Jo Bingo-Ben, jeg har set dig på TV.
Hvorfor jeg så ikke har oprettet mig endnu? Ja, det kan du jo så tænke lidt over. Måske fordi jeg ikke "er til bingo ligesom i forsamlingshuset"?

lørdag den 18. juni 2011

Almindelig pli



Set på Gl. Estrup til 1700-tals dag i dag. Og det er vel fair nok at man ikke foreviger grevinden, før hun har fået korsettet på

fredag den 17. juni 2011

Hus-kiggeri

I dag gælder det. Vi skal ud og se på huse.
Ikke bare for sjov, men for rigtig ægte alvor. Den slags alvor med "det hus vi køber nu regner vi med at bo i, i hvert fald til børnene flytter hjemmefra". Og når det store barn kun er halvandet år, og nummer to stadig er i maven, så snakker vi sådan cirka 20 års commitment.
Det er altså en anelse skræmmende. Jeg har sommerfugle i maven.

torsdag den 16. juni 2011

Børnevenlig



Arhmen SE lige. Hvis det ikke er en børnevenlig café, der serverer sådan en kaffe (mens Barnet og jeg sidder på gulvet og hygger med caféens legetøj), så ved jeg ikke hvad det er.

onsdag den 15. juni 2011

Senge-deling

Jeg synes det er drøn-hyggeligt at ligge og putte med Barnet, og hvis det betyder at vi kan sove en time mere alle sammen, ofrer jeg gerne noget sengeplads på hende.
Men jeg synes hun har taget lige lovlig meget af armen, da jeg rakte hende en lillefinger...

tirsdag den 14. juni 2011

Pinse!

Ja, der har været stille herinde i nogle dage, for vi har pinset den på livet løs.
Barnedåb, sommerhushygge, pinsefrokost, strandtur, alt for meget mad, men frem for alt bare afslapning og godt selskab hele vejen rundt. Skøøøøøøønt!

fredag den 10. juni 2011

Aaarh?



Det er vist liiige at stramme den, Fields...

Breakfast of champions

En gang imellem, uden nogen speciel anledning, skal man huske at gøre noget ekstra for sig selv.
En af mine yndlings-selvforkælelsesting er at pimpe min ellers udmærkede morgenmad; havregrød med æblestykker. Så får den et ordentligt skud blåbær og hindbær, og så er der dømt sommersteming allerede fra morgenstunden.

torsdag den 9. juni 2011

Forældre-lotteriet

Her til aften var Barnet og jeg ovre på Fisketorvet (ja, sikke vi kommer ud alle de fine steder). Vi var alene hjemme, skulle have et par småting, og så kunne vi jo lige så godt spise derovre (jeg havde nemlig også glemt at købe ind til noget aftensmad...)

Men på vej rundt lavede jeg en totalt rookie mistake; jeg valgte en rute, der gik lige forbi "legelandet" (en lille "indhegning" med nogle store skum-figurer, som ungerne kan tumle i). Der har vi været før, og Barnet ELSKER det og kunne jo sagtens huske det, så hun var ikke til at trække med forbi. Nixen-bixen, mor, nu skal der leges!
Så jeg måtte jo bøje mig for hendes vilje (og tænke efter, hvor meget vi egentlig havde lavet på hendes præmisser i dag. Svaret var; ikke rigtig noget).

Børn og medfølgende forældre kom og gik, og på et tidspunkt var der knap 10 unger i legelandet.
Og så var det, at en umiskendelig duft af bæ bredte sig fra børnehavet. Og det store forældre-lotteri begyndte: Hvem hørte sammen med barnet med bæ-bleen?
Et par forældre hev deres respektive poder hen til en snuse-test, men måtte konstatere, at det altså ikke var deres unge der lugtede, og så blev de sluppet afsted igen. Da alle børn tilsyneladende var blevet snuset til og frikendt, kom en til at spørge højt - mest i sjov - om det mon var en af forældrene der var ansvarlig for lugten?
Alle grinede (og jeg måtte da også lige tænke efter, om jeg var kommet til at "lufte ud" mens vi havde siddet der), og så skete det mystiske: Efter to minutter var halvdelen af forældrene forsundet med deres børn.
Så måske var det alligevel en forældre-prut vi havde holdt lotteri om?

onsdag den 8. juni 2011

De offentlige skatkamre


Jeg er glad for, at Barnet også har fundet ud af, at biblioteket er et fantastisk og magisk sted, med masser af muligheder for sjov og klogskab.

Arhmen SE nu!


For dælen, hvor er det godt jeg er færdig med det der "skole" og "uddannelse" for denne gang, og bare nusser rundt med Barnet uden ret mange faste programpunkter i løbet af ugen.
For SE lige Zulus tv-program en helt almindelig hverdag fra lidt over ni til langt over middag!
Arhmen der er jo ikke et øje tørt!

Jeg har længe fulgt med i Desperate, og har været overrasket over så mange afsnit jeg (åbenbart) har misset da de sendte det på TV2.
Og Ugly Betty er en af mine absolutte yndslings-serier. Boston Legal har jeg også lært at se charmen i, med sin Ally-agtige craziness og James Spader (som jeg altså blev lidt forelsket i da han var med i Stargate, hvor han var nørdet og nuttet - og jeg var 12 år gammel, og det var (åbenbart) den slags mænd jeg gik efter).

Men, men, men! Programmet blev helt perfekt, da jeg så at de er begyndt at sende Dawsons Creek. Totaaaaaaaalt yndlingsserie i teenage-årene, og jeg var både forelsket i Dawson og Pacey, sådan lidt på skift. Det er jeg nu klar til at blive igen, for jeg tror da nok jeg sidder klar i morgen kl. 9.15!
Håber ikke Barnet forventer at blive underholdt mellem 9.15 og 15.10.

tirsdag den 7. juni 2011

Oh, happy day!

Som ægte, hardcore Disney-freak kunne jeg ikke lade være med at juble en lille smule indvendig, da jeg kom forbi inde på Strøget i går og så dette skilt.
Tror vist liiige jeg skal et smut ind til byen næste torsdag.

mandag den 6. juni 2011

Idyllerisk kaffepause

Efter en god lang svømmetur i dgi-byen efterfulgt af frokost, bliver man altså frygtelig træt, når man er et Barn,på halvandet år.
Og mens hun sover middagslur i klapvognen, kunne jeg jo passende finde mig et pausested med skygge til hende, sol til mig, og så kaffe og toiletfaciliteter i nærheden. Og inde i Tivoli er der alle tingene, foruden en rigtig dejlig stemning. Så her pauser vi den i dag.

søndag den 5. juni 2011

Simple leveregler

Fandt dette skilt forleden, og var MEGET tæt på at købe det. Men på den anden side beskriver det jo to så simple regler, at det burde give sig selv, selvom man ikke har noget skilt hængende.

lørdag den 4. juni 2011

Sjov med grus

Barnet er ret taknemmelig at underholde. Så længe der er grus i nærheden, i hvert fald.
Så kan hun sidde og rode, studere og kaste lidt med det, og have en mægtig fest imens. Og det kan sagtens vare 20-30 minutter, uden hun keder sig.
Næste gang skal jeg vist huske en bog.

fredag den 3. juni 2011

Storbyidyl

Jeg elsker at man, få kilometer fra københavns centrum, kan finde sådan en oase som denne her.
Ingen trafik, ingen larm, ingen travlhed. Bare glade, venlige mennesker og plads til alle.
Jo, det er ganske vist: Jeg er vild med Christiania.

torsdag den 2. juni 2011

Er der en elektriker til stede?

I forbindelse med salg af vores andel skal vi oplyse om, hvilken type relæ der er i lejligheden.
"Det er meget nemt, for det står på relæet hvilken slags det er." Øh nej, det gør det så ikke...
Så derfor håber jeg en venlig sjæl derude, der kan spotte et relæ, når de ser det.

Det er sådan en fætter vi har hængende;


Og det eneste der står på den, er det her;



Venlighed

Kan man blive andet end glad, når man møder sådan en bænk på sin vej?
Nej, vel?

onsdag den 1. juni 2011

Hurra for årskort

Vi har haft årskort til Tivoli de seneste par år, men har ikke været så gode til at få det brugt.

Men når man pludselig ved, at det snart kan tælles i uger, den tid vi har tilbage som københavnere, så er det med at få brugt (nogen af) de bunkevis af tilbud der er herinde. Og når det blæser en halv pelikan på Islands Brygge, så er det jo godt der er en Rasmus klump legeplads i Tivoli, hvor der er læ.
Og hvad gør det, at man kun når at være derinde i en times tid, når man har årskort? Vi kommer jo bare igen en anden dag og leger videre.

tirsdag den 31. maj 2011

Søster på bloggen

Så har min Søster også bevæget sig ind i blogland.

Det sker i anledning af, at hun har fået arbejde i Grønland pr. 1/7 (JA, det er lige om lidt!!!), og derfor vil bruge bloggen til at holde familie og venner opdaterede om livet i Julianehåb, hvor hun skal overtage verdensherredømmet via sit ergoterapeut-job.

Kig ind til hende her.

mandag den 30. maj 2011

Ladywalk

Barnet og jeg har ladywalket her til aften. 7 kilometer til fordel for Hjerteforeningen og Scleroseforeningen, sammen med tre venner.
Barnet tilbragte det meste af turen i klapvognen, men de steder hvor der var god plads og ikke noget vand man kunne falde i, kom hun ned og gå og havde en kæmpe fest med det.
Og da vi kom hjem gik hun ud som et lys få minutter efter hun var kommet i seng.

...og de skriver endda bøger om det!

Jeg har prøvet at fortælle min mand det 100 gange: Når jeg har fået (eller taget) ansvaret for en opgave, så behøver han ikke holde øje med mig og kontrollere, at jeg også får det gjort. Konen har styr på det!
Han plejer bare at smile overbærende til mig og sige "ja-ja", og jeg kan tydeligt fornemme at han tænker sit (som ikke er "hun har så evigt ret").
Men i dag faldt jeg over en bog med en rammende titel, og jeg måtte straks sende ovenstående billede til min mand. For når de oven i købet skriver bøger om det, så må han da for dælen kunne se at jeg har ret.
Men der skal åbenbart mere til, for hans eneste kommentar var "ja, nemlig ja"...

lørdag den 28. maj 2011

At pudse vinduer

Jeg er ikke specielt vild med at gøre rent (I blame it on my au pair-karriere - der fik jeg gjort nok rent for resten af livet, sådan cirka). Så rengøring står ikke øverst på nogen som helst lister herhjemme.
Resultatet er, at vi ofte først får gjort rent, når der skal komme gæster, for det er for pinligt hvis de ser hvilket rod vi i virkeligheden bor i til daglig. Nogle gange er der længe mellem at der kommer gæster, og så kan jeg gå og blive helt træt og depri, fordi jeg ikke gider at være sådan en der bor mellem nullermænd. Og når vi får taget os sammen og gjort rent, så er det SÅ skønt at være hjemme, for alting ser bare bedre ud når det er rent og på sin rette plads.

En af de ting, der MEGET sjældent bliver gjort, lige meget hvilke gæster der kommer, er at få pudset vinduer. Men med det forestående åbent hus i vores lejligheds-salgs-plan, var der ikke rigtig nogen vej uden om. Og efter at have fået nogle tilbud fra professionelle vinduespudsere, endte vi alligevel med at gøre det selv, for det er da halv-dyrt at få folk til sådan noget (men who can blame them? - det er jo ikke ligefrem en fest at pudse vinduer).
Så i dag skulle det gøres. Og ved I hvad? Det tager jo faktisk ikke så lang tid, eller er så besværligt som vi har fået bildt os selv ind. Så nu er vinduerne rene, omend med nogle striber, og lejligheden er pludselig blevet meget lysere. Det er fantastisk!
Grunden til jeg skriver dette indlæg er egentlig hverken for at prale eller for at fortælle om glæderne vil nypudsede vinduer.
Det er for at have dokumentation overfor mig selv for, at jeg ikke synes vinduespudsning er så slemt, selv lige efter jeg har gjort det. Tag den, mig selv! - Og husk det så lige til en anden gang.

Åbent hus - kom og kig (og køb!)

Ja, vi har jo sat vores lejlighed til salg, og i morgen er der åbent hus, så alle interesserede kan komme og kigge på herlighederne.

Det er kl. 14.45, og vi håber selvfølgelig at der kommer masser af interesserede købere. Så spred rygtet til dine venner på boligjagt - der er garanteret flere af dem end du tror!

torsdag den 26. maj 2011

Cake-crawl

I dag har jeg oplevet noget helt fantastisk. Jeg har været på cake-crawl med min søster og mine to fætres koner.
Inspirationen kom fra en artikel i Politiken i efteråret, og med nogle få moderationer var den klar til brug i dag.
Vi begyndte kl. 10, en enkelt endda uden at have spist morgenmad, og havde en liste med syv gode kagesteder. Desværre måtte vi give fortabt efter fem steder, og sidste sted var endda med mini-flødekager, for mere kunne vi altså ikke klemme ned.
Men se den lige. Den har glimmer på.

tirsdag den 24. maj 2011

Andelslejlighed til salg! Kom og køb

Vi skal have solgt vores skønne andel, inden vi bliver fire og vokser helt ud af den (og i øvrigt flytter til Jylland).

Den ligger på den gamle del af Islands Brygge, i en god og solid andelsforening og sælges 140.000 kroner under andelsværdien, så der er mulighed for at gøre en god handel!

Så hvis du, eller nogen du kender, leder efter en lækker lejlighed i et godt område, tæt på byen, metro, indkøb, havnebad og alt det andet der er rart at have i nærheden, så kig ind på http://www.realmaegl...13-4105&b=1&m=1

Del meget gerne annoncen med alle du kender, f.eks. på facebook. Og bare skriv, hvis der er nogen spørgsmål.

Nuttetheds-faktoren

Jeg er ikke meget for tuttenuttet pigetøj. Det må gerne være piget og tøset, og i barnets skab er der da også både småblomstret, lyserødt, flæser og sløjfer. Men ikke kombineret i ét stykke tøj! For så ville jeg brække mig i lårtykke stråler hver gang jeg så hende.

Jeg synes bestemt ikke hun skal klædes på som en dreng (selvom det sker nogle gange), og jeg var jublende glad da hun begyndte at gå, så jeg kunne få afløb for mine kjole-abstinenser. Men engang imellem er det altså helt skønt at kombinere de lyserøde leggins med en Ramones-T-shirt, så nuttetheds-faktoren kan holdes på et rimeligt niveau.

mandag den 23. maj 2011

Gård-hygge

Der er en rigtig hyggelige gård der hvor vi bor, men vi har været rigtig dårlige til at bruge den. I dag prøver Barnet og jeg dog at råde lidt bod så det, så hun har leget i sandkassen mens jeg har siddet og læst.
Desværre vender gården sådan, at solen ikke rigtig rammer sandkassen før om eftermiddagen, og i skyggen er der altså koldt nu. Men heldigvis er der råd for den slags, for sandlegetøj behøver ikke at være i sandkassen for at være sjovt, og ude midt i gården er der masser af sol. Så solcremen er ikke helt spildt i dag, selvom det nu ikke er så varmt som jeg havde drømt om.

lørdag den 21. maj 2011

Deprimerende

Hvad hjælper det, at man har Margrethe Vestager i ryggen, når dagens forside i Berlingske ser sådan her ud?

fredag den 20. maj 2011

Sommerfødder

Så lykkedes det endelig. Da det blev godt vejr i påsken, bestemte jeg mig for at lakere tånegle i en fart.
Men jeg var ikke hurtig nok, så få jeg endelig fik det gjort, var det faktisk ikke sandal-vejr længere.
Og da vejrudsigten endelig begyndte at pege på sandal-vejr igen, var neglelakken skallet af og fjernet, og siden har mine negle set blege og kedelige ud.
Så i morges da jeg kunne se, at i dag blev en sandal-dag, skyndte jeg mig at få fundet neglelakken frem igen, så jeg endelig kunne få rigtige sommerfødder; lakerede negle på fødder i sandaler. Så nu kan sommeren bare komme an.

torsdag den 19. maj 2011

Sygedage

Det var åbenbart hårdt at skrive bacheloropgave og læse til eksamen. I hvert fald vågnede jeg op i går, svimmel og med kvalme. Og efter nogle ganges opkast og et Barn, der blev skidebange og ked af det hver eneste gang (det ser vel i bund og grund heller ikke særlig rart ud), måtte jeg ringe efter Manden, så han kunne komme hjem og tage sig af hende. For det eneste jeg kunne, var at sidde/ligge i sofaen og koncentrere mig om ikke at kaste mere op.

I dag har jeg haft det bedre, men det var først her sidst på eftermiddagen, Barnet og jeg vovede os udenfor, både for at få lidt luft og for at se om verden stadig var der. Det var den heldigvis, også bageren nede på hjørnet, hvor vi købte tre hveder til i aften. Det er egentlig ikke en tradition jeg plejer at gøre noget ud af, men i dag blev jeg overvældet af en vild og voldsom lyst til hveder.
Så nu ligger der tre hveder og venter på at Manden kommer hjem. Så håber jeg bare at vi har plads til dem, når vi har spist aftensmad.

tirsdag den 17. maj 2011

Bare kald mig lærer

Så skete det. I dag var jeg til min sidste eksamen. Den gik rigtig godt, og var måske den bedste eksamen jeg har oplevet, og fra kl. 14 i dag kunne jeg kalde mig lærer, med et 7-tal til karakterbogen.

Det blev fejret sammen med Manden og Barnet, og så var mine forældre og min lillebror kommet herover fra Randers for at være med. Min lillebror er næsten lige vendt hjem efter 5 måneder som skibums i Frankrig, så jeg havde ikke set ham siden november. Det var en perfekt overraskelse (for ingen havde fortalt mig at han kom med herover), og gjorde bare det sidste til, at dagen blev helt perfekt.

Lige nu er jeg bare glad og meget, meget træt, så jeg vil kravle i seng nu og glæde mig til at begynde min sommerferie i morgen.

mandag den 16. maj 2011

Tak for opbakningen

I går så jeg denne plakat ude på Frederiksberg. Og det er jo dejligt at vide, at når lærer-titlen venter lige om hjørnet, så er der nogen på Christiansborg, der holder med mig.

søndag den 15. maj 2011

Dagen før dagen før dagen

I overmorgen, tirsdag, er en skæbnedag. Det er dagen for min bachelor-eksamen. Dagen for min (forhåbentlig) sidste eksamen overhovedet her på seminariet. Og dermed (igen; forhåbentlig) dagen, hvor jeg bliver færdiguddannet som lærer.

I modsætning til min sidste bacheloreksamen og uddannelse (på Journalisthøjskolen) har jeg ambitioner om, at denne her uddannelse rent faktisk skal bruges til noget. I hvert fald er jeg løbet tør for SU (for længst), så det sætter en naturlig begrænsning for mit videre uddannelsesforløb.
Og, nå ja, så har jeg rent faktisk også lyst til at arbejde som lærer - i modsætning til at arbejde som journalist.

Dagen i overmorgen er altså længe ventet og markerer en afslutning og en begyndelse. I dag er jeg studerende. På tirsdag er jeg (arbejdsløs) lærer. Og voksen? - Njah, det er vist lige at tage munden for fuld.
Og jobbet står heller ikke og venter lige om hjørnet, for først venter knap et år på dagpenge, først arbejdsløsheds-slagsen og senere barsels-slagsen. Til gengæld kan jeg så håbe på, at det er lidt flere (fede) jobs at søge næste sommer, for hvis ikke man vil være leder (eller køre 1½ time til og fra arbejde), så er der ikke meget at komme efter lige nu.

Nå, men alt det her kræver jo, at jeg består skidtet på tirsdag. Og for at dét kan ske, skal jeg have styr på min disposition til eksamen. Og det går det altså ret trægt med...

lørdag den 14. maj 2011

Sommerstemning

Jeg har i et stykke tid tænkt, at nu var det vist på tide at skifte bagrrundsbilledet her på bloggen, så det blev mere sommerligt.

Det er hermed gjort, så jeg håber det kan bidrage til både min og jeres sommerstemning.

fredag den 13. maj 2011

Den lille fedling

Her er den så: Den lille kickbokser jeg render rundt med i maven. Den er helt perfekt, men lidt en fedling (lidt større hoved og mave en gennemsnittet, lidt kortere ben). Totalt omvendt af sin storesøster, der var mindre om maven og havde længere ben end gennemsnittet. Desuden er denne her også fed i nakken, ved vi fra nakkefoldsscanningen.

Men hvad gør det, når det er en helt fantastisk unge? Og ja, det er det. Sådan noget ved en mor!