Jeg har altid tænkt, at de der kvinder (som det oftest er), der "kommer til" at gå ind i en dør, og derfor ender med mistænkelige skrammer og mærker i ansigten, var utrolig uopfindsomme og urealistiske. Der er jo ingen der er dumme nok til at gå ind i en dør!
Men der er åbenbart nogen, der er tæt på.
Barnet er begyndt at sove på sit eget værelse (den mulighed havde vi aldrig før vi flyttede i hus), og i mandags ville jeg lige stikke hovedet ind til hende inden jeg selv gik i seng, for at se (høre) at alt åndede fred og ro. Lyset var slukket ude i gangen, for ikke at genere hende, så der var ret mørkt, men jeg fik følt mig frem til døren, åbnet den og stak hovedet hurtigt derind. Troede jeg. I stedet fik jeg i mørket sigtet skævt, og bankede derfor ansigtet lige ind i dørkarmen. Jeg er både glad for og ked af, at jeg var alene da det skete, for jeg tror det har set vildt komisk ud, men samtidig var jeg overhovedet ikke indstillet på at se det sjove i situationen før dagen efter, for er du gal det gjorde ondt!
Jeg fik et lille-bitte blåt mærke på næsen, som det vist kun var mig der kunne se, så på den konto er jeg sluppet billigt. Men det er først i dag det ikke længere gør ondt, når jeg kommer til at røre ved den.
Så fremover foretages "kig ind til Barnet" med noget større forsigtighed og respekt for vægge og den slags.
(Og nej, jeg ved godt at man ikke skal lave sjov med dem, der "går ind i døre", for det er en situation der er alt andet end sjov.)
Fru Rasmussen (mor i et hjem, jeg kom en del i i folkeskoletiden - du ved sikkert, hvem jeg mener), havde været ved tandlægen forleden, og hun lignede - efter jeg kunne læse ud af hendes fb-up dates - en, der havde fået bank af manden (og nu kender vi jo Bent, så det er næppe sandsynligt.
SvarSletOg hver gang hun var ude og handle eller i et andet ærinde, kiggede folk underligt på hende, men der var aldrig nogen, som kommenterede eller spurgte til hende.
Og det er vel egentlig lidt skræmmende...