onsdag den 27. april 2011

Nostalgi - der stadig holder

Har lige opdaget, at DR Ramasjang viser Fuglekrigen i Kanøfleskoven.
Jeg husker den som sjov og sej, da den kom i 1990, hvor jeg var otte år gammel.

Og ved du hvad? Det er den stadig! "Ude på rø'erd" ér bare et fantastisk udtryk ("Det vil jeg ikke høre. Det hedder universitetet!"), og "Oliver og Olivia"-sangen havde jeg helt glemt, men den er bare smaddersød.

Det er fantastisk at genopdage barndoms-nostalgi. Og det er endnu federe når det stadig holder.

tirsdag den 26. april 2011

Café-besøg

I dag har vi slappet af efter gårsdagens feber-angreb, der heldigvis er stort set ovre.
Det indebar blandt andet et café-besøg med sødmælk til Barnet, iskaffe til mig, og dele-gulerodskage. Og som alle ved, er cafébesøg bare federe, når der er sat legetøj frem til fri afbenyttelse.

mandag den 25. april 2011

39,4

...er Barnets temperatur efter 15-måneders vaccinen. Hun er slatten, men prøver alligevel at lave skæg og ballade og danse lidt mellem de lange slappe-af-sessioner på maven af mig.
Kan man så andet end at elske den pige?

søndag den 24. april 2011

Aftentur

Når man har siddet ned hele dagen i solen og holdt fødselsdag for mormor og spist en masse, så er en aftentur på stranden meget tiltrængt og helt fantastisk dejligt.

torsdag den 21. april 2011

Sommerhus-hygge

At sidde på køkkenbordet med bare tæer og spise abrikoser og kigge ud af vinduet mens mormor laver aftensmad, dét er hygge!

onsdag den 20. april 2011

Ferie-læsning

Når det nu er ferie og godt vejr, og der i den aller-nærmeste fremtid ligger et par dage i sommerhus og venter på mig, så må der jo diskes op med noget ferielæsning.

Jeg er stadig i gang med Jeg er en hær, som er rigtig god, men skrevet på en lidt træls måde, så den har jeg holdt nogle pauser med undervejs.

Bagefter venter Shakeapeares hemmelighed, som jeg fik i julegave.

Og i dag har jeg købt Moskva 7. oktober, som jeg også glæder mig meget til at læse.

Og når jeg er færdig med dem (engang noget efter påske, sandsynligvis), så står Det Gyldne Kompas-trilogien og venter på endnu en genlæsning.

Åh jo, det er skønt at have ferie. Men de er altid for korte til alt det jeg gerne vil læse.

tirsdag den 19. april 2011

Forårs- og feriefornemmelser

I dag fik jeg lov til at sove længe. Som i rigtig længe, helt til kl. 10 - og det er godt nok længe siden sidst!
Da jeg var kommet op, havde været i verdens længste bad, der både inkluderede ben-barbering, negle-klipning og tandbørstning, og havde spist "morgen"-mad, pakkede vi os sammen og satte kursen mod zoologisk have.
Hele turen derinde foregik i høj sol. MED solbriller. UDEN jakke. Fantastisk!
Vi var derinde med "hannen" fra et vennpar, og da vi sad derinde og spiste frokost, kom vi til at tale om et Running Sushi-sted, hvor han og konen har spist nogle gange. Hurtigt blev aftalen, at der skulle vi spise aftensmad i dag, hvis hans kone ville være med. Det ville hun heldigvis gerne, så efter zoo gik vi mod sushirestauranten, men med et pitstop på en café fordi vi var i god tid. Og så skal jeg ellers love for at vi spiste os mætte (altså MÆTTE) i sushi og andre asiatiske retter. Barnet spiste sig for eksempel mæt i rejechips og fire (FIRE!) forårsruller. Vi andre prøvede lidt flere forskellige retter, og var meget misundelig på Barnet, da hun bare kunne lade sig transportere derfra i klapvognen bagefter. Vi måtte i stedet vralte derfra.

Og nu er vi hjemme igen, lige i tid til at fange Ice Age 2 på TV2 film.
Det er da en ret god idé med sådan en påskeferie.

mandag den 18. april 2011

Kender du hakke-dyret?

Hos en slagter på Vesterbrogade sælger de kød fra en masse forskellige dyr; okse, kalv, lam, får og åbenbart også hakkedyret.
Kender du det dyr? Og smager det mon også som kylling, ligesom alle andre dyr man ikke har hørt om før?

søndag den 17. april 2011

Søndagshygge

I denne weekend har jeg besøg af min søster, og i dag skulle vejret blive godt, så vi satte kursen mod Dyrehaven.
Som I kan se blev vejret ikke helt så fantastisk, men det var en hyggelig tur, og en lille is kunne der også blive plads til.

lørdag den 16. april 2011

Held i spil?

Ja, egentlig kan det vel ikke kaldes et spil. Men jeg har vundet en konkurrence.

For en måneds tid siden så jeg en folder i vores Brugsen, om at man kunne stemme på "Årets Nøglehulsbutik", så jeg fik fundet hjemmesiden til formålet og stemt, for jeg synes Nøglehulsmærket er et godt initiativ som jeg gerne vil støtte med lidt opmærksomhed.
Jeg stemte, og glemte så i øvrigt alt om konkurrencen igen.

I sidste uge kom der et brev til mig fra Fødevareministeriet. Det undrede mig, men det var et lille tyndt brev, og i en hurtig oprydning havnede det ovre i vores brevholder hvor jeg glemte det, indtil jeg ryddede op i posten i går. Og sørme, brevet var en besked om at jeg havde vundet i Nøglehuls-konkurrencen. Et gavekort til Rema1000 på 500 kroner, sgu! Og dagligvarer er da noget af det kedeligste at bruge sine surt tjente penge på, så et tilskud til næste indkøbstur (eller to) er meget velkomment.

fredag den 15. april 2011

Verdens Sejeste Barn

I dag har vi været ved lægen, Barnet og jeg, for hun skulle have sin 15-måneders vaccine.

Hun pludrede og ævlede på livet løs allerede fra vi kom ind i venteværelset. Rendte rundt og hilste på de andre der sad der, og var bare sød og glad.
Men så blev vi kaldt ind til sygeplejersken, døren blev lukket, og nålen fundet frem...
Hun græd selvfølgelig da hun blev stukket, og i cirka 30 sekunder derefter. Men allerede da hun have fået bukserne på igen, var hun holdt op. Og da vi gik ud, smilte hun endda til syndhedsplejersken. Hun var dog ikke villig til at aflevere sutten tilbage til mig allerede, men det havde vist ikke noget med vaccinen at gøre.

Da hun havde fået jakke på, rendte hun pludrende rundt i venteværelset igen og snakkede med alle, og sådan er hun bare fortsat siden.
Og ja ja, denne vaccine er ikke en af dem man får det skidt over med det samme, ligsom de foregående. Men jeg synes nu stadig at hun er Verdens Sejeste Barn.

torsdag den 14. april 2011

Fridag

I går blev den famøse bacheloropgave afleveret, og det krævede åbenbart en fridag fra bloggen.
Men der var godt nok heller ikke mange konstruktive tanker i mit hoved, der mest af alt føltes som en ballon, som luften var sivet ud af.

I dag skal jeg så prøve at komme tilbage til livet (i hvert fald for et par uger, indtil den mundtlige eksamen skal forberedes), og Barnet og jeg har planer om at fejre dét med en tur i Tivoli, som jo åbner i dag.

Meeeen mon ikke vi også husker at komme hjem sådan lige omkring kl. 15.30, så vi kan se hvad de to kongelige babyer skal hedde (måske medbringende en enkelt lille kage fra Lagkagehuset)? Jeg vil afholde mig fra at komme med bud, men jeg er sikker på at det bliver noget der giver mening på engelsk. Og så glæder jeg mig bare til at se kjoler og hatte på alle de (kvindelige) gæster.

tirsdag den 12. april 2011

Oh, frihed!


Det er måske ikke lige til at se det, men det her er min bacheloropgave. Færdig, printet i tre eksemplarer og klar til aflevering i morgen.
Aaah!

mandag den 11. april 2011

Genialiteter

Der findes idéer der er så fantastiske, at man ikke forstår hvorfor ingen er kommet på det før. Chokoladetapas er en af dem.

Overvej det lige: Chokolade. Tapas.
Hvis dét ikke er genialt, så ved jeg ikke hvad er.

søndag den 10. april 2011

At være træt og stædig

En gang imellem er Barnet ikke træt, når vi synes det er tid til middagslur. Overhovedet ikke.
Og en halv time senere er hun stadig ikke træt. Kan du ikke forstå det?
Faktisk bliver hun aldrig nogensinde træt. Basta!

...altså lige indtil hun lige pludselig bliver meget træt, lige midt på gulvet, to en halv time efter sit normale middagslurs-tidspunkt.

lørdag den 9. april 2011

Arbejdsdag

Bacheloropgaven skal afleveres på onsdag. Hurra!

Desværre er jeg ikke så langt med den, at jeg kan holde fri her i weekenden, så lige nu sidder jeg i kælderen på seminariet og skal til at i gang med arbejdet. Øv.

Håber I andre nyder solskinnet derude i dag.

fredag den 8. april 2011

Næsten-bryllupsdag, nu med Mand

Da Manden kom hjem i dag, medbragte han denne buket. Så her til aften har vi fejret næsten-bryllupsdag. Og det er nu sjovere, når vi begge er hjemme.

torsdag den 7. april 2011

Bryllupsdag - alene

Manden og jeg har været gift i fire år i dag. Og så er han ikke engang hjemme.
Så han skylder en ordentlig tungeslasker, når han kommer hjem i morgen!

onsdag den 6. april 2011

Dating for dyr?


I dagens tv-oversigt i Urban har der sneget sig en slåfejl eller to ind. Så dating-showet med Pelle Hvenegaard er blevet til "Dage and".
Spændende nyt koncept, det der med dyre-dating.
Men hvordan skal ænderne nå op til knappen, hvis de ikke kan lide den andrik der kommer ind på scenen?

tirsdag den 5. april 2011

Ladywalk

Løbe-dillen breder sig i blogland, og nu bliver der pisket en stemning om deltagelse i et 10 kilometers et af slagsen.

Den hopper jeg altså ikke på, for løber er jeg altså ikke. Til gengæld er jeg helt fremragende til og meget glad for gå-ture.

Derfor har jeg sat stort kryds i kalenderen den 30 maj, hvor der afholdes Ladywalk i mange byer rundt om i landet. Jeg har en aftale med to veninder, og måske snupper vi Barnet med også, for det er aldrig for tidligt at lære om søster-solidaritet og at støtte gode formål.

Så hvis du ligesom jeg ikke er bidt af en gal løber, så meld dig til Ladywalk i stedet. Du bestemmer selv om du vil gå 7 eller 12 km, og du har tre timer til det, så der er plads til alle hastigheder.

(Det kan selvfølgelig også være du er så overskuds-agtig at du melder dig til både Ladywalk og løb - det må man nemlig gerne.)

mandag den 4. april 2011

Unormale?

Tror ikke de findes, men tog alligevel mig selv i at kigge efter "unormale bind" på hylden ved siden af denne pakke.
Men der var altså ikke nogen.

lørdag den 2. april 2011

Man har lov at være heldig

Og når man finder en fire-dobbelt flagermus i slikbøtten, så må man siges at være heldig!

fredag den 1. april 2011

Humor mod aids

Husk, at ud over aprilsnarene, så er der også andet at more sig over i dag.
1. april er nemlig også dagen hvor det både er skægt og grinagtigt at støtte aids-forskningen.

Så køb en rød næse, hvis du møder aidsfondets frivillige i dag, og gør resten af dagen lidt sjovere.

Eller send en sms med teksten "næse" til 1220, så får du en næse til din telefon, og masser af street-credit hos vennerne. (Og hvis ikke dine venner synes det er sejt at støtte kampen mod aids, så skulle du måske se dig om efter nogle nye venner?)

Sovehjerte?

Med de forældre Barnet har fået, burde hun have et fantastisk sovehjerte og være et klokkeklart B-menneske (altså sådan en der går sent i seng og står sent op, ikke sådan en der drikker for meget cola, ligesom i Paradise).
Men det er som om, at hun ikke selv har opdaget det endnu, for nogle (mange. For mange) morgener vågner hun læææænge før klokken 7. Jeg har efterhånden vænnet mig til det (Manden står op og tager på arbejde før kl. 6, så det er mig der har hende om morgenen), men drømmer alligevel om at det kunne være anderledes.

Så i forrige uge, efter en hård uge hvor Manden havde været afsted på øvelse, havde jeg set frem til at skulle afsted til møde en hel weekend, så jeg kunne sove uforstyrret, og så Manden kunne se hvordan jeg har det til hverdag (ja ja, ikke et ord om at han jo også står sindssygt tidligt op - det er jo slet ikke dét, det handler om!)
Men øv, hvor blev jeg træt af det, da jeg lørdag morgen vågnede en halv time før mit vækkeur ringede, uden at kunne falde i søvn igen. Og da jeg senere hørte, at Barnet havde sovet til kl. 8.30. "Jeg var bare uheldig, og Manden var heldig", slog jeg det hen med. Men nej, præcis det samme skete søndag morgen!
Det måtte jo så til gengæld betyde, at når jeg igen fik morgen-vagten fra mandag morgen, så var det nye tider, hvor Barnet sov dejligt længe. Men næ-nej, mandag morgen var "vi" åbenbart klar til at tage hul på dagen lidt i seks.
Dybt suk!

Nu sidder jeg så i slutfasen af bachelor-arbejdet, og i den anledning har Manden taget afspadsering hele ugen, og har derfor også overtaget natte-/morgentjansen, så jeg kun skal koncentrere mig om mig selv og opgaven.
Og nu har jeg gennemskuet hans taktik. Når Barnet vågner klokken meget tidligt, så lægger han hende ned igen (for hun er hurtig som lynet til at rejse sig op), giver hende sutten og siger "nej, vi skal ikke op endnu, det er stadig nat". Og det helt sindssyge er: Det virker! Nogle gange tager det lidt længere tid end andre gange, men hun ender stort set altid med at falde i søvn igen og sove til i hvert fald efter 8.
Og i dag stod de først op lidt over 9!!!

Jeg er godtnok spændt på om jeg kan gøre ham tricket efter fra på mandag, når han igen skal på øvelse og natte-/morgentjansen derfor igen er min.