fredag den 15. april 2011

Verdens Sejeste Barn

I dag har vi været ved lægen, Barnet og jeg, for hun skulle have sin 15-måneders vaccine.

Hun pludrede og ævlede på livet løs allerede fra vi kom ind i venteværelset. Rendte rundt og hilste på de andre der sad der, og var bare sød og glad.
Men så blev vi kaldt ind til sygeplejersken, døren blev lukket, og nålen fundet frem...
Hun græd selvfølgelig da hun blev stukket, og i cirka 30 sekunder derefter. Men allerede da hun have fået bukserne på igen, var hun holdt op. Og da vi gik ud, smilte hun endda til syndhedsplejersken. Hun var dog ikke villig til at aflevere sutten tilbage til mig allerede, men det havde vist ikke noget med vaccinen at gøre.

Da hun havde fået jakke på, rendte hun pludrende rundt i venteværelset igen og snakkede med alle, og sådan er hun bare fortsat siden.
Og ja ja, denne vaccine er ikke en af dem man får det skidt over med det samme, ligsom de foregående. Men jeg synes nu stadig at hun er Verdens Sejeste Barn.

torsdag den 14. april 2011

Fridag

I går blev den famøse bacheloropgave afleveret, og det krævede åbenbart en fridag fra bloggen.
Men der var godt nok heller ikke mange konstruktive tanker i mit hoved, der mest af alt føltes som en ballon, som luften var sivet ud af.

I dag skal jeg så prøve at komme tilbage til livet (i hvert fald for et par uger, indtil den mundtlige eksamen skal forberedes), og Barnet og jeg har planer om at fejre dét med en tur i Tivoli, som jo åbner i dag.

Meeeen mon ikke vi også husker at komme hjem sådan lige omkring kl. 15.30, så vi kan se hvad de to kongelige babyer skal hedde (måske medbringende en enkelt lille kage fra Lagkagehuset)? Jeg vil afholde mig fra at komme med bud, men jeg er sikker på at det bliver noget der giver mening på engelsk. Og så glæder jeg mig bare til at se kjoler og hatte på alle de (kvindelige) gæster.

tirsdag den 12. april 2011

Oh, frihed!


Det er måske ikke lige til at se det, men det her er min bacheloropgave. Færdig, printet i tre eksemplarer og klar til aflevering i morgen.
Aaah!

mandag den 11. april 2011

Genialiteter

Der findes idéer der er så fantastiske, at man ikke forstår hvorfor ingen er kommet på det før. Chokoladetapas er en af dem.

Overvej det lige: Chokolade. Tapas.
Hvis dét ikke er genialt, så ved jeg ikke hvad er.

søndag den 10. april 2011

At være træt og stædig

En gang imellem er Barnet ikke træt, når vi synes det er tid til middagslur. Overhovedet ikke.
Og en halv time senere er hun stadig ikke træt. Kan du ikke forstå det?
Faktisk bliver hun aldrig nogensinde træt. Basta!

...altså lige indtil hun lige pludselig bliver meget træt, lige midt på gulvet, to en halv time efter sit normale middagslurs-tidspunkt.

lørdag den 9. april 2011

Arbejdsdag

Bacheloropgaven skal afleveres på onsdag. Hurra!

Desværre er jeg ikke så langt med den, at jeg kan holde fri her i weekenden, så lige nu sidder jeg i kælderen på seminariet og skal til at i gang med arbejdet. Øv.

Håber I andre nyder solskinnet derude i dag.

fredag den 8. april 2011

Næsten-bryllupsdag, nu med Mand

Da Manden kom hjem i dag, medbragte han denne buket. Så her til aften har vi fejret næsten-bryllupsdag. Og det er nu sjovere, når vi begge er hjemme.