Jeg er ikke specielt vild med at gøre rent (I blame it on my au pair-karriere - der fik jeg gjort nok rent for resten af livet, sådan cirka). Så rengøring står ikke øverst på nogen som helst lister herhjemme.
Resultatet er, at vi ofte først får gjort rent, når der skal komme gæster, for det er for pinligt hvis de ser hvilket rod vi i virkeligheden bor i til daglig. Nogle gange er der længe mellem at der kommer gæster, og så kan jeg gå og blive helt træt og depri, fordi jeg ikke gider at være sådan en der bor mellem nullermænd. Og når vi får taget os sammen og gjort rent, så er det SÅ skønt at være hjemme, for alting ser bare bedre ud når det er rent og på sin rette plads.
En af de ting, der MEGET sjældent bliver gjort, lige meget hvilke gæster der kommer, er at få pudset vinduer. Men med det forestående åbent hus i vores lejligheds-salgs-plan, var der ikke rigtig nogen vej uden om. Og efter at have fået nogle tilbud fra professionelle vinduespudsere, endte vi alligevel med at gøre det selv, for det er da halv-dyrt at få folk til sådan noget (men who can blame them? - det er jo ikke ligefrem en fest at pudse vinduer).
Så i dag skulle det gøres. Og ved I hvad? Det tager jo faktisk ikke så lang tid, eller er så besværligt som vi har fået bildt os selv ind. Så nu er vinduerne rene, omend med nogle striber, og lejligheden er pludselig blevet meget lysere. Det er fantastisk!
Grunden til jeg skriver dette indlæg er egentlig hverken for at prale eller for at fortælle om glæderne vil nypudsede vinduer.
Det er for at have dokumentation overfor mig selv for, at jeg ikke synes vinduespudsning er så slemt, selv lige efter jeg har gjort det. Tag den, mig selv! - Og husk det så lige til en anden gang.
