Siden tidernes morgen (sådan føles det, i virkeligheden er det siden 2003) har jeg været frivillig på en af Ungdommens Røde Kors' ferielejre, og Manden har været med hele vejen.
Jeg begyndte som hjælper, har været omkring køkkenet, lejrledelsen, styregruppen "bag ved" alle lejrene, og jeg har elsket det hele - selvom der selvfølgelig har været triste og trælse opgaver og oplevelser imellem.
Vi holdt pause da Marie var helt lille, men sidste år var hun med, halvandet år gammel. Og dén erfaring gjorde at vi besluttede, at det ikke var realistisk for os at tage afsted i år med to små børn, på 9 måneder og to et halvt år. Desuden har Manden først ferie fra på fredag, og at tage alene afsted med begge børn var direkte umuligt, hvis jeg skulle kunne lave noget som helst fornuftigt for lejren.
Derfor holder vi pause i år, og det har sådan set været helt ok.
...altså lige indtil lejren nærmede sig, og alle de glade og spændte lejrfolk begyndte at komme med irriterende facebook-opdateringer om, hvor kort tid der nu var til lejren begyndte, hvor meget de glædede sig, og hvilke fantastiske ting de skulle lave.
Dér begyndte lejr-abstinenserne at sætte ind, og de er kun blevet større siden.
Heldigvis er Maries dagplejer gået på ferie fra i dag, og med begge piger hjemme skal der noget på programmet, for at vi ikke får hjemme-kuller af at gå og pille os selv og hinanden i navlen hele dagen. Og lejren ligger kun en times kørsel herfra, så vi fik for laaaang tid siden - længe før abstinenserne satte ind - aftalt, at vi måtte komme på besøg en dag på lejren.
Og denne dag er ENDELIG kommet! I dag skal tøserne og jeg besøge verdens mest forrygende, fabelagtige, fortryllende ferielejr, med de skønneste unger og de sjoveste hjælpere. Dejlige mennesker hele vejen rundt. Det kan kun blive en god dag!
