torsdag den 7. april 2011

Bryllupsdag - alene

Manden og jeg har været gift i fire år i dag. Og så er han ikke engang hjemme.
Så han skylder en ordentlig tungeslasker, når han kommer hjem i morgen!

onsdag den 6. april 2011

Dating for dyr?


I dagens tv-oversigt i Urban har der sneget sig en slåfejl eller to ind. Så dating-showet med Pelle Hvenegaard er blevet til "Dage and".
Spændende nyt koncept, det der med dyre-dating.
Men hvordan skal ænderne nå op til knappen, hvis de ikke kan lide den andrik der kommer ind på scenen?

tirsdag den 5. april 2011

Ladywalk

Løbe-dillen breder sig i blogland, og nu bliver der pisket en stemning om deltagelse i et 10 kilometers et af slagsen.

Den hopper jeg altså ikke på, for løber er jeg altså ikke. Til gengæld er jeg helt fremragende til og meget glad for gå-ture.

Derfor har jeg sat stort kryds i kalenderen den 30 maj, hvor der afholdes Ladywalk i mange byer rundt om i landet. Jeg har en aftale med to veninder, og måske snupper vi Barnet med også, for det er aldrig for tidligt at lære om søster-solidaritet og at støtte gode formål.

Så hvis du ligesom jeg ikke er bidt af en gal løber, så meld dig til Ladywalk i stedet. Du bestemmer selv om du vil gå 7 eller 12 km, og du har tre timer til det, så der er plads til alle hastigheder.

(Det kan selvfølgelig også være du er så overskuds-agtig at du melder dig til både Ladywalk og løb - det må man nemlig gerne.)

mandag den 4. april 2011

Unormale?

Tror ikke de findes, men tog alligevel mig selv i at kigge efter "unormale bind" på hylden ved siden af denne pakke.
Men der var altså ikke nogen.

lørdag den 2. april 2011

Man har lov at være heldig

Og når man finder en fire-dobbelt flagermus i slikbøtten, så må man siges at være heldig!

fredag den 1. april 2011

Humor mod aids

Husk, at ud over aprilsnarene, så er der også andet at more sig over i dag.
1. april er nemlig også dagen hvor det både er skægt og grinagtigt at støtte aids-forskningen.

Så køb en rød næse, hvis du møder aidsfondets frivillige i dag, og gør resten af dagen lidt sjovere.

Eller send en sms med teksten "næse" til 1220, så får du en næse til din telefon, og masser af street-credit hos vennerne. (Og hvis ikke dine venner synes det er sejt at støtte kampen mod aids, så skulle du måske se dig om efter nogle nye venner?)

Sovehjerte?

Med de forældre Barnet har fået, burde hun have et fantastisk sovehjerte og være et klokkeklart B-menneske (altså sådan en der går sent i seng og står sent op, ikke sådan en der drikker for meget cola, ligesom i Paradise).
Men det er som om, at hun ikke selv har opdaget det endnu, for nogle (mange. For mange) morgener vågner hun læææænge før klokken 7. Jeg har efterhånden vænnet mig til det (Manden står op og tager på arbejde før kl. 6, så det er mig der har hende om morgenen), men drømmer alligevel om at det kunne være anderledes.

Så i forrige uge, efter en hård uge hvor Manden havde været afsted på øvelse, havde jeg set frem til at skulle afsted til møde en hel weekend, så jeg kunne sove uforstyrret, og så Manden kunne se hvordan jeg har det til hverdag (ja ja, ikke et ord om at han jo også står sindssygt tidligt op - det er jo slet ikke dét, det handler om!)
Men øv, hvor blev jeg træt af det, da jeg lørdag morgen vågnede en halv time før mit vækkeur ringede, uden at kunne falde i søvn igen. Og da jeg senere hørte, at Barnet havde sovet til kl. 8.30. "Jeg var bare uheldig, og Manden var heldig", slog jeg det hen med. Men nej, præcis det samme skete søndag morgen!
Det måtte jo så til gengæld betyde, at når jeg igen fik morgen-vagten fra mandag morgen, så var det nye tider, hvor Barnet sov dejligt længe. Men næ-nej, mandag morgen var "vi" åbenbart klar til at tage hul på dagen lidt i seks.
Dybt suk!

Nu sidder jeg så i slutfasen af bachelor-arbejdet, og i den anledning har Manden taget afspadsering hele ugen, og har derfor også overtaget natte-/morgentjansen, så jeg kun skal koncentrere mig om mig selv og opgaven.
Og nu har jeg gennemskuet hans taktik. Når Barnet vågner klokken meget tidligt, så lægger han hende ned igen (for hun er hurtig som lynet til at rejse sig op), giver hende sutten og siger "nej, vi skal ikke op endnu, det er stadig nat". Og det helt sindssyge er: Det virker! Nogle gange tager det lidt længere tid end andre gange, men hun ender stort set altid med at falde i søvn igen og sove til i hvert fald efter 8.
Og i dag stod de først op lidt over 9!!!

Jeg er godtnok spændt på om jeg kan gøre ham tricket efter fra på mandag, når han igen skal på øvelse og natte-/morgentjansen derfor igen er min.