Manden du ikke har lyst til - men er nødt til - at kende!

I Uganda bor der en mand. Han hedder Joseph Kony, og før i dag have jeg aldrig hørt om ham. Det har jeg nu, og det er jeg både ked af og glad for.

Ked af, fordi han ikke er noget rart bekendtskab. Han har i mere end 20 år stået bag titusindvis af mord, nedbrændinger af landsbyer og lemlæstelser og voldtægter af såvel børn som voksne i Uganda, sammen med sin oprørsbevægelse Lord's Resistance Army (LRA).
Han har været eftersøgt af FN’s Menneskerettighedsdomtol siden 2005, men det er endnu ikke lykkedes at pågribe manden.

En af grundene til det er, at han ikke er kendt. Og når han ikke er kendt, er der ingen der "gider" prioritere at sætte tid, kræfter og penge ind på at finde og fange ham.

Og her kommer vi så til grunden til, at jeg er glad for nu at kende hans navn. For det er fuldstændig uhyrligt at manden stadig er på fri fod og fortsætter sine forbrydelser. Men jo flere der kender til ham, og ønsker at der sættes en stopper for ham, jo sværere bliver det for verdenssamfundet at ignorere.

Hvis du vil vide mere, er der efterhånden masser af artikler og hjemmesider om ham. Der hvor det hele startede er på hjemmesiden Kony2012, som organisationen Invisible Children står bag. Der er delte meninger om organisationen, men man kommer ikke uden om at de har lavet en særdeles effektiv kampagne - bare se deres film, som er set over 24 millioner gange (ja, den er lang, men den er værd at bruge en halv time på).

Og lige meget hvem der står bag kampagnen, så kan der ikke være mange der er uenige i formålet, som er "at gøre Joseph Kony kendt, ikke for at fejre ham, men for at øge støtten til hans arrestation og skabe præcedens for international retfærdighed".

Nu kender du også Joseph Konys navn. Hvad vil du gøre med den viden?





Mens vi venter på at Kony bliver fanget (eller bare at nogen sætter kræfterne ind på at lede efter ham), kan vi glæde os over at nogen er i gang med at "rydde op" efter ham. Ungdommens Røde Kors (og sikkert/forhåbentlig også andre organisationer) arbejder i Uganda med at give en meningsfuld tilværelse for den generation af børn, der er vokset op med vold og ødelæggelse og deraf har fået voldsomme ar på sjælen.
Læs Landsf,ormand Mads Espersens indlæg her.

Yndlingssang

Storepigen har fået en ny yndlingssang. Indtil videre har hun sunget den 30 gange indenfor den sidste time...

Det er den her;

Bommetåge køre dæmme by
Tuer nælle dy-dy-dyt
Danser e honge alle dier a
Børnge vinker takke for da

Job-drømme

I dag er der ansøgningsfrist på et FEDT job. En ny-startet friskole i byen, hvor der er plads til værdier, morgensang og den enkelte elevs faglighed.

Jeg vil SKIDE GERNE arbejde derude. Derfor har jeg også siddet i et par uger og arbejdet på min ansøgning, for jeg kan godt regne ud, at jeg langt fra er den eneste der lægger billet ind på et job derude.

Ååååååååh jeg krydser fingre for, at de lægger mærke til mig i ansøgningsbunken, og kan se, at jeg for dælen brænder for at komme derud og undervise!

Fødselsdag in absentia

Min store lillebror har fødselsdag i dag.

Det ville normalt betyde at jeg på en eller anden måde skulle være sammen med ham og fejre ham, men sådan bliver det ikke i år. Han tilbringer hele skisæsonen i Østrig, sammen med min (vores) lille lillebror.
Der er sendt fødselsdagsforsyninger afsted, inkl. flag, balloner og gaver, og så håber jeg de fejrer ham efter alle kunstens regler, alle skibumserne og bumsinderne dernede.

Tillykke med dagen, brormand!

Barn med rundt

Da Storepigen blev født, gik jeg stadig på seminariet og var godt i gang med de indledende øvelser til at afslutte mine sidste to linjefag. Derfor var det ikke helt en mulighed at holde barsel fra studiet. Det med barsel tog Manden sig af, og jeg har ofte haft Storepigen med på seminariet, allerede fra hun var helt lille.

Da hun blev større, var vuggetuepladser ikke noget der hang på træerne, og jeg gik alligevel hjemme, og skulle "bare" skrive bachelor. Så hun var hjemme hos mig, og kom også med alle steder, når jeg skulle noget i hverdagene.

Jeg tror det er derfor hun er så nem at have med alverdens steder. I dag har vi været ude og lege med ferielejrfolket, og det er bare gået vildt godt.
Vi tog afsted i formiddags og kom hjem en halv time over hendes sengetid. Hun har været med på mine vilkår, men jeg tog selvfølgelig hensyn til hende, og havde pakket lidt legetøj osv.
Og det er bare gået SÅ godt. Hun var bare sød, sjov, nem og dejlig at være sammen med, og jeg er så imponeret af hende. Det er altså ingen sag at være mor, når man er det til sådan et barn!

Kun med ét barn

I dag har vi delt os, Manden og jeg.
Jeg er taget til info-/kursus-/ryste-sammen-/hygge-weekend med Ungdommens Røde Kors med Storepigen, og Manden er hjemme med Lillepigen.

Jeg ser i dén grad frem til at være alene med den store, uden at hun hele tiden må sættes på standby, fordi "lillesøster skal lige have mad/skiftes/puttes/have sutten". Og at det så kommer til at foregå i festlige URK-omgivelser, det gør bare det hele endnu bedre!

Håber også Manden hygger sig med den lille.

On the road again

Det gik ellers så fint med det der løb.

Men så blev det koldt, frostvejr, sne og skide glat, og oven i hatten endte jeg med at bruge en masse tid på at læse speciale igennem for en kammerat.
Så jeg holdt en pause. En lang en. Næsten fire uger, hvilket ikke er så fedt, når det stort set svarer til den periode man har løbet. Fire uger løb efterfulgt af fire ugers pause gør ikke noget godt for hverken løbeformen eller andet.
Men nu er jeg i gang igen, endda med nyt løbe-tilbehør. Jeg har lånt mig en babyjogger (klapvogn, der er egnet til at løbe med), så jeg også kan komme afsted selvom jeg er alene hjemme i hverdagene.
Det er ok at løbe med den, men det er godt nok federe uden. Så det er jo bare endnu en grund til at glæde sig til, at Manden kommer hjem igen.