mandag den 28. februar 2011

Mandag, opgave og fordybelse

Hvor dælen blev weekenden af? Synes lige jeg har siddet med "bachelor-læsning-hængede-over-hovedet-men-uden-at-kunne-samle-mig-om-det-fordi-barnet-er-vågen-og-i-dadadadadaDADADADADA-humør"-følelsen, og nu er den her allerede igen.

Oven i hatten vågnede hun en time tidligere end normalt i morges, så jeg har mest af alt lyst til at lægge mig ned og sove middagslur sammen med hende om lidt. Men nå nej, der skal jeg nyde den dadadadadaDADADADADA-frie zone og få fordybet mig i opgaven.

Jeg er bare ikke hammer-god til fordybelse på kommando.

fredag den 25. februar 2011

Sort samvittighed og hvid misundelse

Jeg var inde med en veninde og se Sort Samvittigheds "Hvid Magi" forestilling i sidste uge. Det var intet mindre end forrygende, hvilket I ikke (kun) behøver at tage mit ord for. Bare se her og her.

Lige så snart vi gik fra teatret, havde jeg kun to tanker i hovedet; Min mor (som er VILD med Anne Linnet) måtte ind og se forestillingen. Og jeg måtte også se den igen.
Umiddelbart lå den jo så lige til højrebenet; Jeg skulle med min mor i teatret.
Mine forældre bor i Randers, så det er ikke lige sådan at arrangere, men i denne weekend har de planlagt en tur herover, så jeg skyndte mig at sende hende en sms om at "Hvid Magi" er beyond anbefalelsesværdig.
Og vupti, så hoppede hun på den, og bad mig købe (fordi hun selv var i London på det tidspunkt) to billetter. Til hende og min far.
Det er i aften de skal derind. Forestillingen begynder om 36 minutter. Og jeg er da kun en lille smule misundelig.

Er der nogen der vil med mig i teatret? Og er der overhovedet flere billetter tilbage?

torsdag den 24. februar 2011

Geografi for dummies


Måske er det bare fordi min mor er uddannet geografilærer, at jeg synes det gule skilt på Ricola-bolcherne er lidt overflødigt?
I hvert fald burde det ikke kræve den store ledvogter-eksamen at regne ud, at schweiziske urtebolcher kommer fra Schweiz.

Men tak for den manglende tiltro til mine geografi-viden, Ricola.

onsdag den 23. februar 2011

Dårligt klædt

Superheltemor fik lokket mig ind på bloggen poorlydressed, og her blev jeg fanget af det ene frygtelige outfit efter det andet. Heldigvis var størstedelen af de dårligt klædte amerikanere, så det kan jo ikke undre nogen at de klæder sig så grimt.

Men hov, pludselig dukkede et velkendt ansigt op på et af billederne. Anders Lund Madsen, i egen farverige person.

Tja. Hvis nogen skulle troppe op i sådan et outfit, så kunne det næsten kun være Anders Lund Madsen.

tirsdag den 22. februar 2011

Glemsomhed

Jeg går jævnligt i fitness-center, og det er i perioder en særdeles spændende og udfordrende oplevelse. Ikke på grund af træningen (selvom den da også kan være begge dele, bevares). Næ, det er såmænd fordi jeg ofte glemmer en af de ting, jeg burde have husket at få med.

En sportstaske bør (i min verden) indeholde; sportstøj (bukser, top, sportsbh, strømper), sko, vandflaske, håndklæde og rent (tørt) undertøj til bagefter. Ikke det helt store hokus-pokus, vel?

Alligevel er det lykkedes mig at glemme stort set alle ting på ovenstående liste (heldigvis ikke samtidig). Jeg kan hermed afsløre, at noget af det værste man kan glemme, er sportsbukser. For det er altså hverken kønt eller praktisk uden.
I dag havde jeg heldigvis bare glemt vandflasken, og ud over irritationen over at betale 12 kroner for noget jeg jo bare kunne have husket hjemmefra, gratis, så var det jo ikke så slemt.

Jeg er allerede spændt på hvad jeg glemmer næste gang.

mandag den 21. februar 2011

Hvorfor?


Sådan så det ud i elevatoren på Frederiksberg metrostation i dag.
Hvem pokker får noget ud af at lave hærværk på den måde? (Og jeg er udemærket klar over, at det her er i småtingsafdelingen.)

Helt alvorligt, hvis du forstår hvorfor, så fortæl mig det lige, for jeg fatter det virkelig ikke...

søndag den 20. februar 2011

Kassens indhold


Afsløres her. Den indeholdt intet mindre end 20 (tyve!) plader Rittersport.
Og min opgave er nu at smage på dem alle sammen og fortælle hvad jeg synes om dem. Det tror jeg godt at jeg kan finde ud af. :-)

"Profesionel chokolade-smager" (ja ja, det der "profesionel" må da være lige rundt om hjørnet nu). Jeg har fundet mit kald.