Jeg elsker at skulle til frisøren. Fra jeg bestiller tiden til jeg skal derind, går jeg og overvejer hvordan jeg skal klippes denne gang.
Især fra jeg træder ind hos frisøren, og til jeg sætter mig i stolen, er alle muligheder åbne. Skal jeg have klippet det kort, page, etager, pandehår eller noget helt andet. Er jeg business- eller bohemetypen? Skal håret være smart, sødt eller sejt?
Jeg har siddet hårmodel et utal af gange, for selvom jeg synes jeg er vildt opfindsom med mit hår, er det mest markante frisurer jeg har haft, altså nogen en frisør har valgt for mig. :-)
Og når jeg så har fået en fed frisure, er allerede spændt på hvad jeg skal have lavet næste gang.
Så i mange år har jeg aldrig haft længere hår end til en page-frisure. For mit hår vokser ikke så hurtigt som lysten til at få en ny frisure.
Men nu har jeg bestemt mig for at jeg vil prøve at have LANGT hår igen, for det er efterhånden mange år siden sidst.
Men øv, hvor er det kedeligt. I dag var jeg ved frisøren, og blev igen grebet af "alt er muligt"-stemningen. Men næh-nej, jeg skulle da bare have klippet spidser. Ligesom sidst.
Er det ikke snart langt, så jeg kan få en sjov frisure igen?
Det er det fedeste at gå til (en god) frisør og give frisøren frie hænder! Har skiftet farve og frisure et utal af gange, en overgang kunne folk nærmest ikke huske, hvordan jeg så ud, fordi farve og/eller frisure skiftede så tit.
SvarSletSå blev jeg enlig mor og nu står den på langt hår, som er hurtigt at sætte om morgenen og en farve, hvor man ikke så godt kan se udvoksningerne. Hvor kedeligt er det lige?!
Jeg føler mig også sindssygt kedelig og mor-praktisk. Heldigvis synes jeg min egen hårfarve er ganske hæderlig, for ellers var jeg godtnok blevet deprimeret. :-)
SvarSlet