Sårbarhed

Dengang Barnet var helt nyfødt var hun verdens mest skrøbelige skabning - sådan føltes det i hvert fald. Hun var 100% afhængig af os til ALT, og det var både fantastisk og skræmmende at have ansvaret for sådan en lille hjælpeløs pige.
Siden er hun blevet større, og siden hun kunne holde sit hoved selv har jeg ikke tænkt på hende som sårbar eller skrøbelig - for hun er jo Verdens Sejeste Barn, der kan alting og tonser afsted.

Men i går var vi på vej hjem fra Jylland og skulle med færgen fra Ebeltoft til Sjællands Odde. Vinden var i den værste vindretning overhovedet, og få minutter efter vi var sejlet fra Ebeltoft begyndte båden at vippe. Meget!
Og så skete fælgende ret hurtigt; Barnet blev ligbleg, og så kastede hun op. Og kastede op. Og kastede op. Ud over sig selv, mig, bordet, stolen og gulvet. Og så græd hun. Og kastede mere op.
Da vi havde fået taget alt det over-brækkede tøj af, og tørret bræk af fra diverse steder, var der ikke så meget andet at gøre end bare at sidde og holde om hende og prøve at få hende til at falde til ro.
Det lykkedes, og så sad hun ellers med hovedet hvilende mod min brystkasse og lidt rugbrøds-bræk-savl ud af mundvigen. Hun var stadig hvid som et lagen - ikke engang hendes læber havde farve, og så lå hun og halvsov op ad mig.
Dér blev jeg igen grebet af sårbarhedsfølelsen. Både at hun var så sårbar og ikke kunne gøre andet end at overlade alt til mig. Og at jeg var så sårbar, fordi mit barn havde det skidt og der var ikke noget jeg kunne gøre (båden vippede jo stadig).
Jeg forstår godt folk, der kan slå ihjel hvis noget truer deres barn. For der er dæleme aldrig nogensinde nogen eller noget der skal gøre skade på hende. Hun er MIT barn, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at passe på hende.