En god dag

Ja, det blev sørme en dag, der var bedre end morgenen. I hvert fald hvis man sætter pris på et Barn, der skider igennem alt tøjet, under en time efter at hun har fået det på.

Kan til gengæld konstatere, at hun ser brand-godt ud i bar røv og savlesmæk (ja, dén lykkedes det hende ikke at skide på).

Har store forventninger til resten af dagen.

En god morgen

Tror der er mange andre end mig, der synes det er lidt hårdt at stå med hverdagen mellem hænderne igen.

Men når hverdagen begynder med at man bliver mødt af katte-opkast spredt ud over gangen og stuen, så ved man bare det bliver en god morgen.

Jeg håber resten af dagen bliver lidt bedre.

Julestemning

Ja, den er efterhånden ved at indfinde sig, sådan for alvor.

Alle julegaverne er købt (venter bare på at den rare postmand kommer med de sidste tre), i fredags fik Manden juleferie, og jeg var til julefest med tilhørende -frokost på seminariet, i dag skal jeg mødes og julehygge (fyraftensøl og pizza) med mødregruppen - uden børn!, onsdag skal vi i jule-Tivoli med Mandens niecer og efterfølgende holde mini-juleaften med dem og deres forældre, og torsdag tager vi til Jylland hvor vi skal jule med min familie et par dage i træk.

Igennem hele december har vi brændt kalenderlys, set Pyrus, adventshygget med -krans og -gaver, og jeg håber at Barnet har suget bare lidt af julestemningen til sig. For synes det er lidt særligt, at det er hendes allerførste jul. :-)

Møgnat

I går havde vi besøg til aften, og det betød både lidt rødvinsindtag til forældrene og en lidt senere sengetid til Barnet.
Det var hun ikke videre imponeret over, og kvitterede med at være fem kvarter om at falde i søvn. Og det var cirka den tid det krævede, for at jeg også faldt søvn.
Manden og hans bror (vores gæst) var taget ud for at bror-bonde over en øl, så der var ingen til at komme ind og vække mig.
Så jeg tog en lur på et par timer sammen med Barnet, og vågnede et godt stykke efter midnat, fuldstændig desorienteret.

Efter at have været rundt og slukke lys og gøre mig sengeklar, ville jeg gå ind og sove videre. Nu kunne jeg bare ikke falde i søvn. Jeg lå en time og prøvede, men måtte erkende at det ikke var så nemt, og så lagde jeg mig til at læse lidt og håbede at det ville virke. Det gjorde det ikke, og efter endnu en time vågnede Barnet. Sådan rigtig vågen, med åbne øjne og det hele. Hun var bestemt ikke modtagelig overfor mine forsøg til at få hende til at sove igen. I hvert fald ikke mere end fem minutter ad gangen. Sådan gik det i over en time, før hun endelig faldt i søvn ved 5-tiden, og det gjorde jeg også, heldigvis.

Og selvom Barnet sov længe her thil morgen - helt til 8.30 - så sidder følelsen af en møg-nat stadig i kroppen.

Om hår

Jeg elsker at skulle til frisøren. Fra jeg bestiller tiden til jeg skal derind, går jeg og overvejer hvordan jeg skal klippes denne gang.
Især fra jeg træder ind hos frisøren, og til jeg sætter mig i stolen, er alle muligheder åbne. Skal jeg have klippet det kort, page, etager, pandehår eller noget helt andet. Er jeg business- eller bohemetypen? Skal håret være smart, sødt eller sejt?

Jeg har siddet hårmodel et utal af gange, for selvom jeg synes jeg er vildt opfindsom med mit hår, er det mest markante frisurer jeg har haft, altså nogen en frisør har valgt for mig. :-)
Og når jeg så har fået en fed frisure, er allerede spændt på hvad jeg skal have lavet næste gang.
Så i mange år har jeg aldrig haft længere hår end til en page-frisure. For mit hår vokser ikke så hurtigt som lysten til at få en ny frisure.

Men nu har jeg bestemt mig for at jeg vil prøve at have LANGT hår igen, for det er efterhånden mange år siden sidst.
Men øv, hvor er det kedeligt. I dag var jeg ved frisøren, og blev igen grebet af "alt er muligt"-stemningen. Men næh-nej, jeg skulle da bare have klippet spidser. Ligesom sidst.
Er det ikke snart langt, så jeg kan få en sjov frisure igen?

Sårbarhed

Dengang Barnet var helt nyfødt var hun verdens mest skrøbelige skabning - sådan føltes det i hvert fald. Hun var 100% afhængig af os til ALT, og det var både fantastisk og skræmmende at have ansvaret for sådan en lille hjælpeløs pige.
Siden er hun blevet større, og siden hun kunne holde sit hoved selv har jeg ikke tænkt på hende som sårbar eller skrøbelig - for hun er jo Verdens Sejeste Barn, der kan alting og tonser afsted.

Men i går var vi på vej hjem fra Jylland og skulle med færgen fra Ebeltoft til Sjællands Odde. Vinden var i den værste vindretning overhovedet, og få minutter efter vi var sejlet fra Ebeltoft begyndte båden at vippe. Meget!
Og så skete fælgende ret hurtigt; Barnet blev ligbleg, og så kastede hun op. Og kastede op. Og kastede op. Ud over sig selv, mig, bordet, stolen og gulvet. Og så græd hun. Og kastede mere op.
Da vi havde fået taget alt det over-brækkede tøj af, og tørret bræk af fra diverse steder, var der ikke så meget andet at gøre end bare at sidde og holde om hende og prøve at få hende til at falde til ro.
Det lykkedes, og så sad hun ellers med hovedet hvilende mod min brystkasse og lidt rugbrøds-bræk-savl ud af mundvigen. Hun var stadig hvid som et lagen - ikke engang hendes læber havde farve, og så lå hun og halvsov op ad mig.
Dér blev jeg igen grebet af sårbarhedsfølelsen. Både at hun var så sårbar og ikke kunne gøre andet end at overlade alt til mig. Og at jeg var så sårbar, fordi mit barn havde det skidt og der var ikke noget jeg kunne gøre (båden vippede jo stadig).
Jeg forstår godt folk, der kan slå ihjel hvis noget truer deres barn. For der er dæleme aldrig nogensinde nogen eller noget der skal gøre skade på hende. Hun er MIT barn, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at passe på hende.

Ferie!

Vi er på ferie. Som blev til en slags vinterferie, da sneen valgte at vælte ned over landet.
Men bortset fra sneen er det ikke så eksotisk. Vi er i Randers, hjemme hos mine forældre.

Anledningen er egentlig, at vi skal til barnedåb i Viborg på søndag, og da Manden skulle have været væk hele ugen, kunne Barnet og jeg lige så godt tage nogle dage i Randers inden. Til glæde for både Barnet og Bedsteforældre (og til aflastning for mig, der ellers skulle være alenemor i en uge, men det siger vi ikke til nogen).
Men så fandt nogen ud af, at Manden havde for mange overarbejdstimer, og at de ikke havde råd til at udbetale det. Så beskeden var; Hold fri i en uge. Basta!

Så derfor er vi nu alle tre på ferie i Randers, og vi hygger os! Der er sne (som Barnet faktisk ikke har været ude at rulle sig i endnu - og det er da en fejl!), tid til at nusse, shoppe lidt julegaver, besøge Barnets oldemødre og sidde og kigge på ilden i brændeovnen mens Barnet kravler rundt og snakker højt med både sig selv og os i en stor pærevælling.

Og ved du hvad det er? Det er sindssygt hyggeligt! Jeg er helt vild med at holde fri med min mand og mit barn og gøre nogle af de ting, vi aldrig har tid til til hverdag. Også selvom det bare er at sidde stille og lave ingenting i en halv time.
Mere af det, tak!