lørdag den 3. marts 2012

Kun med ét barn

I dag har vi delt os, Manden og jeg.
Jeg er taget til info-/kursus-/ryste-sammen-/hygge-weekend med Ungdommens Røde Kors med Storepigen, og Manden er hjemme med Lillepigen.

Jeg ser i dén grad frem til at være alene med den store, uden at hun hele tiden må sættes på standby, fordi "lillesøster skal lige have mad/skiftes/puttes/have sutten". Og at det så kommer til at foregå i festlige URK-omgivelser, det gør bare det hele endnu bedre!

Håber også Manden hygger sig med den lille.

onsdag den 29. februar 2012

On the road again

Det gik ellers så fint med det der løb.

Men så blev det koldt, frostvejr, sne og skide glat, og oven i hatten endte jeg med at bruge en masse tid på at læse speciale igennem for en kammerat.
Så jeg holdt en pause. En lang en. Næsten fire uger, hvilket ikke er så fedt, når det stort set svarer til den periode man har løbet. Fire uger løb efterfulgt af fire ugers pause gør ikke noget godt for hverken løbeformen eller andet.
Men nu er jeg i gang igen, endda med nyt løbe-tilbehør. Jeg har lånt mig en babyjogger (klapvogn, der er egnet til at løbe med), så jeg også kan komme afsted selvom jeg er alene hjemme i hverdagene.
Det er ok at løbe med den, men det er godt nok federe uden. Så det er jo bare endnu en grund til at glæde sig til, at Manden kommer hjem igen.

tirsdag den 28. februar 2012

Alene hjemme

Manden er på øvelse i denne uge.
Sidst han var afsted i en hel uge, var da Lillepigen var en måned gammel, og der var jeg ved at dø.
Jeg håbede og regnede med, at det ville blive lettere med tiden, det med at være "alenemor light". Og nu kan jeg afsløre, at; det er det også blevet.
Pigerne opfører sig stort set fantastisk hele tiden. De er blevet (rimelig) forudsigelige i deres rytmer, og søvn er noget vi får i OK mængder.

...men jeg glæder mig nu alligevel til Manden kommer hjem igen fredag!

tirsdag den 7. februar 2012

Første klipning

Lillepigens hår var blevet mere tjavset end tæt, og var i det hele taget blevet noget langt, flagrende noget (når hendes hår kilder mig i næsen, når hun sidder i bæreselen, så er det for langt!)
Så i dag, hvor hun er knap fire måneder gammel, måtte jeg svinge saksen for første gang. Det var ikke så nemt, når hun lå og drejede hovedet og ikke helt var med på hvad der skete, så det kræver lidt tilretning de næste par dage. Men alt i alt er jeg rimelig godt tilfreds.

(Til sammenligning var Storepigen knap fjorten måneder før det var nødvendigt at klippe hende første gang, så lillesøster har også travlt på dén konto.)

mandag den 6. februar 2012

30 års status

Nu er jeg 30 år. Synes ofte jeg er stødt på "det skal jeg nå, inden jeg bliver 30"-tanker, både hos mig selv og andre. Så hvad har jeg egentlig nået, inden jeg blev 30 år?

Jeg har;

- Rejst en masse (men slet ikke nok) i Europa, og har været i USA en enkelt gang
- Uddannet mig til journalist
- Uddannet mig til folkeskolelærer
- Giftet mig med verdens dejligste mand
- Fået to skønne døtre
- Købt et hus
- Lagt lån om (gisp, hvor voksent!)
- Og en hel masse andet

Til gengæld er der jo så også ting, jeg endnu ikke har oplevet;
- At opleve flere kontinenter
- At have et rigtigt, lønnet fuldtidsjob
- At evt. få flere børn - måske endda en dreng?
- At spare penge op (gisp, hvor fornuftigt)
...og helt ufattelig mange andre ting

Jeg glæder mig til de næste 30 år!

søndag den 5. februar 2012

Sidste dag i tyverne

I morgen sker det. Jeg fylder rundt. 30 år, sørme.
Sidste dag i tyverne tilbringes på sofaen med rødvins-tømmermænd, efter vi tog forskud på fejringen i går.
Men bare rolig, jeg skal nok blive klar til at tage hul på 30'erne på behørig vis!

lørdag den 28. januar 2012

Speciale-land

Har hørt så mange snakke om det. Specialet. Med stort S. Det altafgørende Speciale, hvor man lukker sig inde i en hule af bøger, noter og visdom, og kommer ud på den anden side med - forhåbentligt - noget nær de nye stentavler, og får sat et flot og fejende punktum for sin uddannelse og bliver cand.noget.

Den slags processer kræver som oftest, ser det ud til, rigelige og varierede mængder af kaffe, slik, frugt og kage, for slet ikke at tale om en lejlighedsvis øl. Ellers kan det vist nærmest ikke lade sig gøre at skrive et speciale. (Og hvis jeg kan trække paralleller fra mine egne bachelor-opgaver, så kan jeg sagtens forstå snack- og sukkerbehovet!)

Derfor er det vel også helt retfærdiggjort, nærmest nødvendigt, at jeg indtager varm kakao og fastelavnsbolle, når jeg sidder og læser speciale igennem for en kammerat?