Julestemning

Ja, den er efterhånden ved at indfinde sig, sådan for alvor.

Alle julegaverne er købt (venter bare på at den rare postmand kommer med de sidste tre), i fredags fik Manden juleferie, og jeg var til julefest med tilhørende -frokost på seminariet, i dag skal jeg mødes og julehygge (fyraftensøl og pizza) med mødregruppen - uden børn!, onsdag skal vi i jule-Tivoli med Mandens niecer og efterfølgende holde mini-juleaften med dem og deres forældre, og torsdag tager vi til Jylland hvor vi skal jule med min familie et par dage i træk.

Igennem hele december har vi brændt kalenderlys, set Pyrus, adventshygget med -krans og -gaver, og jeg håber at Barnet har suget bare lidt af julestemningen til sig. For synes det er lidt særligt, at det er hendes allerførste jul. :-)

Møgnat

I går havde vi besøg til aften, og det betød både lidt rødvinsindtag til forældrene og en lidt senere sengetid til Barnet.
Det var hun ikke videre imponeret over, og kvitterede med at være fem kvarter om at falde i søvn. Og det var cirka den tid det krævede, for at jeg også faldt søvn.
Manden og hans bror (vores gæst) var taget ud for at bror-bonde over en øl, så der var ingen til at komme ind og vække mig.
Så jeg tog en lur på et par timer sammen med Barnet, og vågnede et godt stykke efter midnat, fuldstændig desorienteret.

Efter at have været rundt og slukke lys og gøre mig sengeklar, ville jeg gå ind og sove videre. Nu kunne jeg bare ikke falde i søvn. Jeg lå en time og prøvede, men måtte erkende at det ikke var så nemt, og så lagde jeg mig til at læse lidt og håbede at det ville virke. Det gjorde det ikke, og efter endnu en time vågnede Barnet. Sådan rigtig vågen, med åbne øjne og det hele. Hun var bestemt ikke modtagelig overfor mine forsøg til at få hende til at sove igen. I hvert fald ikke mere end fem minutter ad gangen. Sådan gik det i over en time, før hun endelig faldt i søvn ved 5-tiden, og det gjorde jeg også, heldigvis.

Og selvom Barnet sov længe her thil morgen - helt til 8.30 - så sidder følelsen af en møg-nat stadig i kroppen.

Om hår

Jeg elsker at skulle til frisøren. Fra jeg bestiller tiden til jeg skal derind, går jeg og overvejer hvordan jeg skal klippes denne gang.
Især fra jeg træder ind hos frisøren, og til jeg sætter mig i stolen, er alle muligheder åbne. Skal jeg have klippet det kort, page, etager, pandehår eller noget helt andet. Er jeg business- eller bohemetypen? Skal håret være smart, sødt eller sejt?

Jeg har siddet hårmodel et utal af gange, for selvom jeg synes jeg er vildt opfindsom med mit hår, er det mest markante frisurer jeg har haft, altså nogen en frisør har valgt for mig. :-)
Og når jeg så har fået en fed frisure, er allerede spændt på hvad jeg skal have lavet næste gang.
Så i mange år har jeg aldrig haft længere hår end til en page-frisure. For mit hår vokser ikke så hurtigt som lysten til at få en ny frisure.

Men nu har jeg bestemt mig for at jeg vil prøve at have LANGT hår igen, for det er efterhånden mange år siden sidst.
Men øv, hvor er det kedeligt. I dag var jeg ved frisøren, og blev igen grebet af "alt er muligt"-stemningen. Men næh-nej, jeg skulle da bare have klippet spidser. Ligesom sidst.
Er det ikke snart langt, så jeg kan få en sjov frisure igen?

Sårbarhed

Dengang Barnet var helt nyfødt var hun verdens mest skrøbelige skabning - sådan føltes det i hvert fald. Hun var 100% afhængig af os til ALT, og det var både fantastisk og skræmmende at have ansvaret for sådan en lille hjælpeløs pige.
Siden er hun blevet større, og siden hun kunne holde sit hoved selv har jeg ikke tænkt på hende som sårbar eller skrøbelig - for hun er jo Verdens Sejeste Barn, der kan alting og tonser afsted.

Men i går var vi på vej hjem fra Jylland og skulle med færgen fra Ebeltoft til Sjællands Odde. Vinden var i den værste vindretning overhovedet, og få minutter efter vi var sejlet fra Ebeltoft begyndte båden at vippe. Meget!
Og så skete fælgende ret hurtigt; Barnet blev ligbleg, og så kastede hun op. Og kastede op. Og kastede op. Ud over sig selv, mig, bordet, stolen og gulvet. Og så græd hun. Og kastede mere op.
Da vi havde fået taget alt det over-brækkede tøj af, og tørret bræk af fra diverse steder, var der ikke så meget andet at gøre end bare at sidde og holde om hende og prøve at få hende til at falde til ro.
Det lykkedes, og så sad hun ellers med hovedet hvilende mod min brystkasse og lidt rugbrøds-bræk-savl ud af mundvigen. Hun var stadig hvid som et lagen - ikke engang hendes læber havde farve, og så lå hun og halvsov op ad mig.
Dér blev jeg igen grebet af sårbarhedsfølelsen. Både at hun var så sårbar og ikke kunne gøre andet end at overlade alt til mig. Og at jeg var så sårbar, fordi mit barn havde det skidt og der var ikke noget jeg kunne gøre (båden vippede jo stadig).
Jeg forstår godt folk, der kan slå ihjel hvis noget truer deres barn. For der er dæleme aldrig nogensinde nogen eller noget der skal gøre skade på hende. Hun er MIT barn, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at passe på hende.

Ferie!

Vi er på ferie. Som blev til en slags vinterferie, da sneen valgte at vælte ned over landet.
Men bortset fra sneen er det ikke så eksotisk. Vi er i Randers, hjemme hos mine forældre.

Anledningen er egentlig, at vi skal til barnedåb i Viborg på søndag, og da Manden skulle have været væk hele ugen, kunne Barnet og jeg lige så godt tage nogle dage i Randers inden. Til glæde for både Barnet og Bedsteforældre (og til aflastning for mig, der ellers skulle være alenemor i en uge, men det siger vi ikke til nogen).
Men så fandt nogen ud af, at Manden havde for mange overarbejdstimer, og at de ikke havde råd til at udbetale det. Så beskeden var; Hold fri i en uge. Basta!

Så derfor er vi nu alle tre på ferie i Randers, og vi hygger os! Der er sne (som Barnet faktisk ikke har været ude at rulle sig i endnu - og det er da en fejl!), tid til at nusse, shoppe lidt julegaver, besøge Barnets oldemødre og sidde og kigge på ilden i brændeovnen mens Barnet kravler rundt og snakker højt med både sig selv og os i en stor pærevælling.

Og ved du hvad det er? Det er sindssygt hyggeligt! Jeg er helt vild med at holde fri med min mand og mit barn og gøre nogle af de ting, vi aldrig har tid til til hverdag. Også selvom det bare er at sidde stille og lave ingenting i en halv time.
Mere af det, tak!

Bøger, bøger, bøger...

I weekenden havde jeg besøg af min mor, og programmet var enkelt; Vi skulle i teatret, i en masse butikker og til Bogforum. Dybest set den ultimative mor-datter-weekend (altså af dem der kan foregå i Danmark).

Teaterforestillingen var fantastisk (Kvinde kend din krop - se den!!!), og shoppeturen var indbringende og hyggelig.

Og så var der Bogforum (...husk lige en lille kunstpause for at understrege den andægtige stemning...).
For en ord- og bognørd som undertegnede, var det ganske simpelt som at komme i himlen - bare mere kaotisk end jeg forestiller mig himmerige. Der var forfatter-interviews, signeringer, stande fra små niche-forlag, som jeg aldrig havde hørt om. Og så var der bøger! Små og store, tykke og tynde, for børn og for voksne, alvorlige og sjove, kloge og fjollede. Der var vist nærmest bøger om ALT. Der var dog også et par minusser; for mange mennesker (hvorfor kunne I ikke være kommet en anden dag?!?), for få penge og for lidt bære-kapacitet (og plads derhjemme i bogreolen).
Desuden gjorde Barnet i bæreselen, at jeg fokuserede uforholdsmæssigt meget på børne- og især papbøger, så det var en særdeles indbringende dag for hende. Der var dog også nogle bøger til mig, men endnu flere som nu har sneget sig ind på min ønskeseddel. Så hvis nogen ikke ved, hvad de skal give mig i julegave, så ønsker jeg mig bøger!

Zumba

...ER herre-sjovt!!!!

Jeg har hørt det masser af gange, både i TV-shop, hos veninder og bekendte og alle der har været i nærheden af denne nye forjættede motionsform; "Det er helt vildt sjovt".
Så forventningerne var store, da jeg efter sommerferien meldte mig til et "efterfødsels-zumba"-hold. Sjov motion OG Barnet kunne sidde og lege med de andre babyer i hjørnet - det kunne ikke gå galt.

Meeeen.... instruktøren var en afspændigs-dame, og prøv at forestille dig hvad der sker, når en afspændingsdame skal undervise i zumba. Ja, lige præcis; Det bliver nemlig lidt mystisk.
Så efterfødsels-zumbaholdet var ganske fint, men jeg forstod aldrig helt zumba-hysteriet, for SÅ sjovt var det da ikke.

Alligevel havde jeg fornemmelsen af, at jeg gik glip af noget. Så jeg besluttede mig for at prøve et "rent" (baby-frit) zumbahold inden jeg afskrev alle veninderne som bindegale tosser, der lige skulle have genopfrisket hvad "sjovt" egentlig betyder.
Og i dag var jeg afsted for første gang. Og jeg må stemme i med de andre; "Det er helt vildt sjovt!!!" Jeg skal helt sikkert afsted igen, både i morgen og i overmorgen og i næste uge og og og... :-)