Lykke og lyse nætter

På mit seminarie er der en tradition (ja, der er selvfølgelig mange traditioner, men denne her er helt særlig). Traditionen kaldes Lyse Nætter, og er en aften med musikalske indslag fra studerende og andre med tilknytning til seminariet + en masse fællessang. Der er folk der kan synge jazz, klassisk, to kor og et væld af musikinstrumenter der bliver spillet på, som om folk aldrig har lavet andet.

Når man er sådan en som mig, der elsker musik, men aldrig har lært andet end at spille blokfløjte efter farver (min blokfløjtelærer mente jeg var for lille til at lære noder, så det blev farver i stedet), så bliver man vildt imponeret efter en aften i selskab med så meget talent. Det er fantastisk!

Aftenen afsluttes med, at vi går op på tagterassen og synger "Danmark nu blunder den lyse nat", og det er både smukt og rørende.

Jeg er lige kommet hjem derfra, og jeg har stadig en dejlig sommerfølelse i maven, og alverdens vasketøj og kommende bøvl som eksamen og den slags, det er på magisk vis skubbet i baggrunden, for det betyder jo i virkeligheden ikke så meget. (håber at "pyt med den eksamen"-følelsen varer ved en hel uge, for ellers kunne jeg nemt blive nervøs på tirsdag, når det gælder).

Efter jeg er stoppet i seminariekoret (fordi det ligger før Manden får fri, og Barnet er ikke gearet til to timer hvor hun skal være stille og underholde sig selv) er der for lidt musik og sang i mit liv. Så jeg er ekstra glad for en tradition som Lyse Nætter, så jeg stadig får sunget lidt (og Blop i maven skal heller ikke snydes for sang, som Barnet fik masser af, da hun lå samme sted.)